Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/61

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

49

Hun så pludselig Moders Øje tæt ved sit, spejlblåt i Lygteskæret, ængsteligt og bedende —

Og da vågnede i hende ligesom et langt og træt Smil: Ak, lille Moder, ja lille! som Fremmed kom du ind på Strand, og en Fremmed blev du altid dér, krøben ind i de tykke Mures Nisje efter det svage Lys.

Men hun selv, de Nætter derhjemme i de dybe Himmelsenge — Husets Knagen, truede den ikke også ad hende: Bort, bort, du Fremmede!

Hun knugede sine Hænder sammen. Var hun hjemløs? her i dette københavnske Hotel garni, på Strand, ja hos sin Moder nu!

Å Moder og hun, som de havde leget og spøgt sammen — skræmt og i Skjul på Strand, truet af Anernes blege Ansigter, Dumpet af Farfaders Krykkestok og Faders stumme, frysende Skikkelse — løssluppent og kækt her i Københavns Lys!

Lod hendes Legekammerat hende nu ene ved Ruden?

„Å Mo'r,“ hun slyngede sine Arme om Moderens Nakke, hed af Ve, „å Mo'r, Fa'r, Fa'r dog?“

„Ja, din Fa'r,“ Moderen gemte sit Ansigt ind i Datterens Hår, „din Fa'r, vi — tænkte altid kun på os selv.“

„Ja, Mo'r, ja!“

Og hun brast i Gråd, rystende, inderligt.

Stakkels Fader og — stakkels Moder!

Hvordan vil han nu handle med dig?

Å alle Mennesker, som de var givet hinanden i Hænderne, alle, alle afhængige af en Anden! Ingen ene.

Var det Syndefaldet?