Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/67

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

55

men som svandt og svandt, og som Søvnen lukkede sig om, som om hende.

„Henne?“

„Ja, ja endda,“ Øllegård glattede sindigt over sine Knæ, „jeg tænkte det jo nok, det endte sådan, med hende, Fruen. Det kommer igen, alletider. Det er Herren, der hævner. Den første, mener jeg, Evas Fader. Ja, ja endda, nu fik hun hans Lod.“

„Øllegård!“ Eva fløj op i Sengen, på sine Knæ, „Mo'r, er Mo'r borte?“

„Ja, med den nye Herre begribeligvis. De kunde ikke klare den længere med Gården, de absolut skulde ha' for at hamle op med Evas Fader. Og Herrens alle de gamle Forbindelser — og nye med — hun mener vel, hun kan ha' ham mere for sig selv derude. Lad se, lad se en Gang, det kommer alt igen, til én selv.“

— Hun havde forladt hende, Moderen, hun, hun havde været hos fra før Fødslen! forladt hende for ham fra i Går, forladt hende, som hun forlod Fader, med hvem hun undfangede hende!

Og dernede stod Stuerne, rømte, med de døde Møbler, Stuerne, hun hørte Kreditorerne tømme, som de tømte Stald og Lade, under hede Forbandelser.

Men inde hos Moders Broder, Overretssagføreren, stod Evas lille Kapital urørt. —

Og hun begyndte det nye Liv, det, der blot kunde drømmes, men aldrig leves: Livet uden Moder.

Og levedes tilsidst, som var hint andet blot Drøm.

Tilbage var kun den lille Lap med den nedjagede Skrift, Ord, som kastede tilbage fra hin bortrullende Vogn: