Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/69

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

57

Flygtede Blæsten endnu bestandig gennem Poplerne derude, som da Moder og han gik og ventede på Besøg, på Besøg af Lykken, de nu så trygt havde troet at skulle eje, men som fløj dem forbi som Fuglene forbi Børns bønlige Hænder, mens hun selv sad og lyttede til Blæsten og spurgte, om hvilken Mands Hus den en Gang skulde synge for hende, ikke sin Vandrevise, men sin dybe Hjemmesang — Hjem kun for ham og for hende!

En, der var, ikke Barn som Arild Krans, men heller ikke Mand som han, én at beundre, men også at værne, én at brænde for og græde over, én — ja Fader og Moder i én.

Ak Længslen mod den Anden, Ofret for og Ejet af den Anden!

Givet fri fra Kærlighed var hun — til Kærlighed.

Ak Moder — og du, Arild Krans, som gennem al din Brøde mod hende forgæves søger din Anden!

Hvorfor fødtes man ene, når man vilde leve to?

Var det, som hun troede en Gang, Synden, Syndefaldet, Menneskenes Lod på jorden?

„Det kommer alt igen, til en selv,“ sagde Øllegård Farre, hun, som bar Møller Markus' elendige Drikfældighed på det Hjærte, hun tog fra ham og gav til Eva.

Eva vidste det kun: hun fødtes til ham, den kommende.

Men endnu slog Timen ikke for dem, da de to skulde blive En og i hinanden vende hjem til Haven.

Syndefaldet? Ja, og Syndens Bod.

„I skulde vorde ét Kød — — —“

Som Kvinden toges af Mandens og fristede ham med