Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

58

sit, men skulde vende tilbage i hans, under Livets Træ.

Men hvo, der fejler i Loven, skal dø under Dødens.

Ti én er Synden og dens Bod. —

I tre År havde Eva boet i den højloftede Lejlighed på Vesterbrogade, midt i Byens muntreste Forretnings- og Forlystelsesliv, fuldt vis på, at her i København skulde hun leve sit Fremtidsliv, her hvor Menneskene var muntre og rappe, hvor Luften, ung og lys, gnistrede af Elektricitetens Ild, og Automobilerne hastede ad åbne Gader.

Hun var de År gået på Kursus til Studenterexamen. Men i Fritiden levede hun muntert blandt Bekendte, unge Mænd og unge Kvinder, hun traf hos sin Formynder, den stærkt arbejdende og stærkt levende Overretssagfører.

Fjærnt var både Strand og Haregården svundet de År. De havde været, hun havde levet der, men tilbage did skulde hun aldrig.

Øllegård Farre, hun bar jo Hjemmets Duft i sine Klæder, hendes Hænder kogte Barndommens Retter, Øllegård, hendes Livegne og — Tyran.

Et Efterår lå gamle Øllegård på Hospitalet af Tyfus, den første og eneste Magt, hendes tykke, strinde Nakke havde måttet neje sig for, så hun havde sluppet Eva af sine Hænder — hvem hun da også i Feberfantasierne så vildfaren og ihjelkørt.

Og mens Øllegård lå der, mødte Eva ham, hun skulde give sig selv til; som Øllegård havde givet sig til hende, uden Tvivl og uden Tøven, efter det Bud, der var i hendes Kød og i hendes Hjærte: