59
„Se Adam, din Eva! Se Herre, din Tjenerinde!“
— Hvor huskede hun ham den første Aften, da hans hvide Ansigt dukkede frem af Stuen i Fiolstræde — —
De sad, hun og den unge, kvindelige Studenterkammerat, der havde anbefalet hende dette Pensionat, på Forhøjningen ud mod Strædet, hvor Holbergs Træ fjærnt nede blundede over sin gamle Mur, og som et Næt holdt Larmen fra den nye By borte.
En Vogn larmede enligt i Gaden, en Stjærne prikkede frem af Sodblået om de stejle Skorstene og Gavle. Og fra Stuens Præstegårdsmøbler løsnedes en Duft af Tobak og Marker.
Evas Hjærte, der så længe havde slået i Bylivets Formiddagssol, dunkledes langsomt hen, som i Røg fra landlige Skumringer, hen i høstede Skoves og Markers Søvn, i Em af Muld og Mos — —
Da pludselig Trin brød ud af Dvalen, tungt trædende på Trappen.
Hun foer sammen, kvalm i Mund, som fordum på Strand eller Haregården, halvt afmægtig, som var hun fanget af Naturen, lænket til Midjen af dens ældgamle Dynd.
Å Slægternes, de tusinde, ørkesløse Vinteraftner bag Strand Mure, de sugede i hendes Hjærte som en arvet Sot!
Og nu Skridtene, hun syntes, det var Farfaders, at hun vågnede som lille Pige, skælvende af Søvnkulde, i den nattesorte Stue og hørte hans Krykkestoks Dump vandre frem gennem Korridoren.
„Hvem går dog så tungt?“ spurgte hun med et nøgent Gys.
