Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

60

„Å,“ den unge Piges Øjne smilte i Lygteskæret, Foden trommede en Dansemelodi mod Forhøjningen, „det er ham, Helge Kolind, Bibliotekar, Dr. phil. Kolinds Søn. Moderen døde, da hun fødte ham. Det er måske derfor, han er så sær,“ hun spændte Armene bag om sin Nakke, Guldkæden blinkede over hendes runde Bryst.

Eva så på hende, mødig.

Å du Grossererbarn, med Fader og Moder, frejdig og rodløs!

Men han, der kom — ak ene, med en Æt af Boggrublere, her i dette trange, sodetrøde Latinerkvarter, som hun med en Slægt af Jorddyrkere og Skovhuggere og Landevejsherrer fra det sivstængte Strand.

Og hans Moder var død, da hun fødte ham — hun smilte svagt — ak, uden lille Moders Latter og Fugleflaxen — å, så tunge Trin — —

Døren gik op derovre, og hun så hans Ansigt, langt og hvidt i Mørket, som vågnet af det, hendes Minders og Mørkets Ansigt.

I et krampagtigt Skælv jog det gennem hendes Hjærte: Angst, Ensomhed, Sorg, og det var ham, alt: forældreløs som hun, Arving til Mørket som hun — men Mand!

Hendes Hjærte slap pludselig løs, jublende, lyksaligt, hengivent:

Du ensomme, se her er jeg, og jeg har længtes! —

Forvirret, og sikker, som i Søvne, kom hun ned ad Forhøjningen, hørte sit og hans Navn nævnes og smælte sammen, som deres Hænder nu — hans store og kolde Hånd.

I Gadens Lygteskin så hun hans brede Skuldre og lu-