Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/74

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

62

Kys. Og hun vidste det, jublende på hans Skød: som hun kyssede han første Gang, de undfangede Elskoven sammen.

Men siden, å siden — hun lukkede Øjnene.

Ja Aftenen efter, da han kom op til hende, på hendes Værelse, hun som gik ham skælvende af Fryd i Møde, og han skræmt løftede sin Hånd og hans Øjne stirrede på hende, stivnende, og hans store Mund stred om Ordene:

„Eva, Eva, vi må ikke! i Går, jeg var ikke mig selv. Men nu, for os kan det aldrig ske!“

Hun var standset, hendes Fod, hendes Hjærte —: „kan aldrig ske.“ hvad mente han? det var jo ham — og hun skulde jo ikke dø — —

Han var gledet ned på hendes Stol ved Hjørnevinduet og med Hånden over sin Pande stødte han det frem, i korte Ryk: sin dulgte Hemmelighed, sit flygtede Selv, for en Andens lyttende Øre:

„Eva, du kender mig ikke — nej, nej, sig det ikke! du gør det ikke! Du kender ikke mit Sind fra Fødslen, ikke Moders, ikke Faders! Du kender ikke min Barndom hos Fader, i den mørke Lejlighed heromme i Nørregade, siden på Sanatoriet ovre i de østjyske Skove, da han havde tvunget Moders Sygdom over sig, som — for at nå hende ved sin Bod. Du kan ikke vide med min Erindring, ikke leve efter min Lov. Du og jeg —“ han jog sammen, som i Bånd. „Hvad er det, du har tvunget ind over mig! Jeg kendte det ikke, men nu —“ hans Hoved sank ned på hans Arm i et Hulk.

Eva stirrede. Og det vågnede, skælvende, som fra Undfangelsen i Går, i Andagt, i Angst: Den Anden!