Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

67

Som steg der frem fra Stuens sovende Skumring et Væsen, en Kvinde, en aldrig set og inderlig kendt.

Bleg, med det lyse Hår, med de blege Øjne, i Stuens grønne Klæde fra Møbler og Tæpper, med Kranse af Grønt fra Krogenes og Karmenes Planter, med Hjærteslag af det gamle Ur derinde.

„Jeg er Stuens, Hjemmets Ånd,“ hviskede en Stemme.

Og to lette Hænder strøg over hendes Bryn med Lise, som Moders Hånd.

Hun skælvede, men åbnede ikke sine Øjne:

„Ja, Hjemmets Ånd, vi er én. Hjemmets Ånd mod Kvinden derude i Skoven og Natten. Hjemmets Ånd, slut os i din Favn! Dig søgte jeg fra lille!“

Å — hun jog sammen — den Hvisken i det visne Lav, den Snigen af lette Trin, som listede selve Efteråret og Døden sig fra Skoven til deres Hjem —

Men — nej dér — dét var virkelig Trin — ind gennem Lågen!

Hun greb om Sybordet. Hvem kom her, nu hun var ganske ene hjemme?

Helge, det var ikke Ret af ham at gå, når Øllegård ikke var hos hende! Hvor var han fjærnt fra hende, hvor tænkte han lidet på hendes daglige Vel, så øm han end kunde være, når han vågnede og blev sig hende bevidst!

Hun lyttede.

Var det kun Løvets Dødslisten, hun havde hørt — eller var det virkelig Trin, som hin første Aften? da var det de samme, neppe hørlige, svævende — af en Kvinde.

I det samme hamrede en Banken gennem Stilheden, ind gennem Stuernes uldlugtende Blund.