Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

74

og han tjente jo da mere end til sit, ved sine Bogillustrationer, og industrielle Tegninger.

„Nej, Eva, men du har aldrig brudt dig om mine Tegninger,“ han rullede Papiret sammen, hastigt, som skjulte han det for hende, „jeg forstår det ikke, de er jo da min Gerning.“

Hun lukkede Øjnene, Munden kæmpede. Aldrig brudt sig om dem — at han kunde sige det! dem, af ham skabte! men — altid så forvredne og skumle, altid om Sorg og Nat! Når han sad over dem, da var han ikke hos hende, men dybt, dybt inde i Mulmet hos sin Fader og Moder.

Hans Gerning? ja, hans Dyrkelse af dem, af sine Minder og sin Sygdom. Og hun færdedes herinde, og han så hende ikke, hørte kun højest hendes Trin. Hans Gerning? men hans Elskov da?

Hendes Gerning, det var ene hendes Omhu for ham, Stuen her — som han ikke så.

Det bankede, brat som sloges Hul.

„Helge!“ hun slap Temaskinen ned på Buffeten, „Helge, gå ikke ud, du må ikke! der er hun!“

„Hun! hvad er det for en „hun“, du taler om?“ han vendte sig fra Skabet med Tegnerullen.

„Å jeg mener — de Trin, jeg har hørt, og Løvet, der —“

„Hvad er det dog med dig, Eva? Det med Løv og Trin, det ligner dig jo slet ikke! Lad mig nu se!“

„Helge, Helge, lad så mig! du må ikke!“

„Vist ikke. Nu kan du jo få at se, hvem det er.“

Han skød hende til Side og gik ud gennem Portièren.