77
„Nej, de er vidunderlige,“ nikkede Helge, „så dybe og tavse. Ja, ja, Frøken Crum, kan jeg hjælpe Dem lidt, så gerne.“
„Hvor meget tager De Timen?“ spurgte hun, de blå Pupiller gled hen mod ham, det Hvide lyste dødt.
„Hvor meget? Ja, herovre kan man jo ikke tage som i København. Skal vi sige — to Kroner Timen?“
„Når må jeg begynde, Hr. Kolind?“
„Ja—a, Fredag? Klokken otte? Vi må jo arbejde ved Lys alligevel, på denne Årstid.“
„Tak.“
Hun stod ubevægelig med Muffen hævet mod Brystet og Øjnene svævende gennem Loftets Skygger.
Så gav det et Ryk i hende, som vågnede hun.
Hun bøjede Hovedet svagt mod Eva, det første Tegn på, at hun overhovedet ænsede, hun var til, og forsvandt ud gennem Portièren.
Helge stod et Øjeblik, besindede sig så, og gik hastigt ud efter hende
Eva trak Vejret kort. Nå, nu var hun altså kommen, nu vidste hun, hvem hun var, og nu —
„Helge, hvorfor tog du imod hende? hvor kunde du?“ hun gik stakåndet imod ham.
„Hvor jeg kunde? men Barn dog,“ han slap forundret Portièren, „vilde du, jeg skulde sige Nej til den Fortjeneste?“
„Fortjeneste? å, at du blot vil nævne —!“
„Ja, ja, vi kan da nok trænge til den! Desuden, hun kan jo virkelig tegne, den Mose, den var opfattet inderligt. Hun har set på den mange Vinteraftener, ved sin
