78
Faders Hus. Å ja, det kommer, når man er født på Landet.“
„Det er jeg også!“
„Jo, hun hører hjemme her, hun ligner jo selv Mosen og Skoven,“ sagde han uden at høre; han begyndte at gå frem og tilbage over Gulvet.
Skoven — Eva løftede Hovedet.
Ja, hun havde jo set hende derinde på Stien, den Nat. Og hendes Trin listede som Løvet langs Murene. Og Duften af Kulde og Mos og Fugles Fjer, hun havde båret med sig, den åndede derhenne fra Portiéren endnu, kold og ram.
Var hun Skoven, der kom herind i Stuen, Skoven, Helge havde søgt herover til, Skoven, han elskede?
Han standsede, med Armene over Kors, og så lavt grundende hen i Lampelyset.
„Hm, af en Baggrund af Stammer kunde hun komme frem, med de opspærrede Øjne og —„
Eva svimlede. Hans Hoved, Lampen, Billedet derovre, alt det elskede, kendte sluktes. Hun druknede. Skoven, svulmede den fra Haven ind over Huset, slugende det i sit Mulm? Å Stuens, Hjemmets Ånd, som var her før!
„Ja, de Skove, her går Sti på Sti ind i dem. Men både Simon Tave og jeg er ukendte her, vi forvilder os kun. Hun kender dem, jeg ser det på hver Streg i hendes Mose. Jeg var jo selv henne og tegne den forleden Dag. Og de Skove, jeg kiggede mod dem som Barn fra Sanatoriets Vindue histovre. Jeg må ind i dem, finde Råen, som forleden Aften.“
Helge drev og drev, ud og ind gennem Lampelyset,
