Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

81

elektriske Krone, og kun Faders Skyggeprofil sov på Væggen, bøjede jeg Hovedet over Papiret og tegnede den, som i Drøm.“

„Ja, Helge, ja,“ hun klappede blødt hans Kind, „å Helge, jeg ved det,“ hendes Mund svulmede af Tårer.

Hans Barndom, bøjet over det hvide Blad, ene med hans Faders sovende Profil — som de hundrede Profiler nu sov på de dunkeltgrønne Vægge rundt i det store Dødens Palads i Skovene — han tegnede dem, tegnede sig selv ind i dem, i Glemsel, sig selv — ja, og hende.

Ja, den Gang, men nu? Tænkte han da slet ikke på sig selv nu, og på hende?

„Jamen Helge,“ hviskede hun, strakt på Tåspidsen for at klappe, for at lytte, „nu?“

„Ja nu“, han strøg Hånden tungt hen over Panden, „— jeg undrer mig, Eva, over dig og over mig selv, hvad der er hændt os! De Timer derovre, jeg var jo kun en fjortenårs Dreng, og det var jo kun lidt over to År, men min Fødsel, min Barndom i Nørregade skyggede bagved, og de voxede for mig til Evigheden. Jeg drak deres Luft ind til Mættelse for altid. Stuen her, jeg aldrig drømte om, den synes mig tit en Drøm. Jeg levede et Liv derovre blandt de billedløse Vægge, i den sovende Stilhed — og jeg tegnede i Faders Portræt Livet færdig. Nu har jeg næppe Kraft til et nyt Liv, når du vil, at alt skal være anderledes. Eva, jeg sidder stadig i Sanatoriet og tegner. Ja ikke, Barn,“ han greb uvilkårlig hendes vigende Hånd, „at du ikke er med, du er mig jo uundværlig som Luften selv —“ han sænkede grundende den store Hage.

Uundværlig som Luften? Ja, og så selvfølgelig — —