Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/95

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

83

Og jeg var slet ikke bange. Jeg så jo mere til, at Mennesker døde, end at de levede. Og alle vi her i Huset ventede jo at dø. Men alligevel — jeg var skyldig imod Moder, der måtte dø for min Skyld, og derfor, når jeg efter længe at have lyttet, hørte Løvet ånde derude, hvor Natten sov stumt, da klemte jeg Hænderne sammen om Kamelhårstæppet og vidste, at det var Moder, der kom, fra Skoven inderst inde, hvor jeg aldrig måtte løbe ind, bag alle Stammerne — for at hente Fader og mig, fordi vi ikke lod hende ene, men tog hendes Liv. Jeg hørte hendes Trin og hendes Kjole puste over Havegangen dernede under Muren. De visne Blades Gys frem og tilbage i Gruset rislede over min Hovedhud, gennem alle Årer. Nu hørte jeg Moders Hænder søgende på Muren i Vinløvets bundne Sus — — Da Luften pludselig sprang om mig for et Hostedrøn dybt under Gulvet, rullende op gennem Væggene, svaret i Ekko eller af andre Hostebyger fra andre Kamre, til det igen huggede ene i Dybet. Jeg sad oprejst i Sengen og lyttede, det var ikke Fader — nej, nej, jeg vidste nu, hvem det var. Nu puslede der Liv gennem Gangen dernede, som et Sandskorn smuttede det hen gennem Natten, ind til den Syge. Jeg hørte grant Døren knirke dernede, tyst som et Rids i Glas. Men nedenfor Vinduet hørte jeg Moders Hænder klappe og kalde i Vinløvet. Lugten af Mos og Muld steg kvælende. Og jeg vidste det, isnet i mine Puder som i Sne, men stum og rolig. Moder vilde ikke gå, før hun fik ham med, der hostede. Ja, nu, da alt var blikstille dernede, og jeg fornam det: at her var blevet mere tomt i den store Bygning, som var et Blodkar bristet i mig selv, hørte jeg