Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/99

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

87

dem, Livet og Døden. Skovens Sus af Storhed blandede sig evigt i deres Fjed.

„Lille Eva,“ han havde sat sig hen bag Bordet og foldede sin Hånd om Lampens broncerede Fod, „det aldrig beregnede hændte mig, fordi du vilde, eller — ja, måske fordi det — skulde, for jeg turde, og jeg — kunde ikke skyde det fra mig den Gang. Men nu må du give mig Stunder til at føle mig frem mod, hvad der er Ret, og til at føle mig ud — ja, ud af min Skæbne.“

Hun klemte Fingrene sammen. Ja, ja, han havde dulgt sig for hende indtil denne Dag, fordi hun kun slet havde fattet Budet om den Anden, fordi hine Frue Kirke Klokker kun havde ringet hende ind i hende selv og Livet, ikke ind i — den Anden.

„Ja, Helge, ja, jeg skal vente,“ hviskede hun, bævende.

Han nikkede fraværende.

Og hun lyttede.

Og det randt og randt i Stilheden om Huset, ingen Kvindetrin, men selve Skovens Trin fra visne Blade, der en Gang var grønne, og Pust fra store Grene, der skulde grønnes igen, ad Åre — —

Det skramlede ved Køkkendøren.

Eva foer sammen.

Låsen braldrede op mod Muren. Tunge Trin traskede ind. En Kurv dumpede mod Køkkenbordet, og en forpustet Stønnen:

„Å, den Satans Skov!“

Eva smilte. Øllegård, løft ikke din Hånd mod den! Den er nok stærkere end selv du, som Tyfus'en.