Side:Hjortefarmer-sagen-dom.pdf/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 21 -

tilladelse til opsætning af hegnet.

Med hensyn til selve hjorteholdet har sagsrageren erkendt, at det vil være en ændring, som kræver tilladelse efter naturfredningslovens § 43a, at indsætte så mange hjorte, at området bliver ødelagt eller nedslidt. Imidlertid fremgår det af syns- og skønserklæringen fra lektor Peter Vestergaard, at påvirkningen af området med det nuværende græsningstryk må siges at være ganske begrænset og mindre end påvirkningen ved afgræsning af får eller kreaturer.

Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsrageren anført, at han i medfør af § 4, stk. 1, i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 40 af 9. februar 1984 nu er berettiget til at drive hjortefarm på ejendommen. Sagsøgerens skrivelse af 16. juli 1986 er henvendt til den rette myndighed og indeholder alle relevante oplysninger til myndighedens behandling af sagen. Henvendelsen kan kun forstås som en forespørgsel om, hvorvidt fredningskendelsen har gjort fuldstændig op med områdets regulering. Der stilles ikke formkrav til en anmodning om forhåndsbesked, og Viborg Amtskommunes svar af 7. august 1986 er ufyldestgørende, da det ikke oplyser, at etableringen af en hjortefarm kræver tilladelse efter naturfredningslovens § 43a. Som følge heraf må henvendelsen anses for i ikkebesvaret med den virkning, at ændringen i medfør af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 2. pkt. kan gennemføres uden tilladelse. Reglen i § 4, stk. 3, finder ikke anvendelse, da foranstaltningerne ikke klart falder ind under tilladelsesordningen.

Til støtte for sin mest subsidiære påstand har sagsøgeren anført, at Viborg Amtskommune har handlet culpøst ved sin besvarelse af sagsøgerens forespørgsel af 16. juli 1986. Forespørgslen blev sendt til rette myndighed og angav klart, at sagsøgeren og dennes advokat på baggrund af udtalelsen i Taksationskommissionens kendelse ikke så noget til hinder for den påtænkte anvendelse af ejendommen. Da amtskommunen således har måttet indse, at sagsøgeren ikke var opmærksom på reglen i naturfredningslovens § 43a, har den ikke kunnet forholde sig passiv, men har haft pligt til at gøre ham bekendt med denne regel. Undladelse heraf må føre til, at Viborg Amtskommune skal erstatte sagsøgerens tab, således som dette er opgjort i