ved et af Lysene paa Spejlkonsollen, at jeg var bleg som Døden; jeg begravede mig da i en stor Lænestol, et gammelt Stykke med granatfarvet Fløjelsbetræk, hvor jeg hensank i mine Grublerier. Mit Anfald af Tungsind steg denne Gang ligefrem til Ildebefindende, og da jeg ansaa det for umuligt at ryste dets mørke Skygger af mig ved almindelige selskabelige Fornøjelser ― især saa længe Stemningen i Hovedstaden var saa trykket ― besluttede jeg at tage bort fra Paris ud paa Landet for at se, om ikke Naturen til en Afvexling og legemlige Anstrængelser som Jagt f. Ex. skulde kunne sprede mit Tungsind.
Næppe var denne Tanke falden mig ind, før Navnet paa en gammel Ven, jeg i Aaringer ikke havde tænkt paa, Abbed Maucombe, dukkede op i min Bevidsthed.
Sidst jeg havde set den lærde Præst, var lige som han skulde foretage en lang Pilgrimsrejse til Palæstina. Siden havde jeg hørt, at han var kommen tilbage og bode i sin beskedne Præstegaard i en lille Landsby i Nedre-Bretagne.
Abbed Maucombe maatte vel have et Værelse til Disposition. Utvivlsomt havde han ogsaa paa sine Rejser samlet nogle gamle Bøger og andre mærkelige Sager. I Moserne der omkring maatte der desuden være nok af Vildænder. ― Hvad kunde altsaa være heldigere? Men hvis jeg ønskede at se de skovklædte Højder straale i de klare Efteraarsafteners Glans, saa maatte jeg skynde mig, for vi var midt i Oktober, og Kulden kunde snart komme.
Klokken slog ni.
Jeg rejste mig og strøg Asken af min Cigar; tog resolut min Hat, min Rejsekappe og mine Handsker paa, min Vadsæk og mit Gevær i Haanden, slukkede Lysene og gik ud ― idet jeg forsigtig drejede Nøglen om tre Gange i den gode gamle Laas, der er min Dørs Stolthed.
Tre Kvarter efter førte Bretagne-Toget mig i Retning af den lille Landsby Saint-Maur, hvor Abbed Maucombe bode. Jeg havde endda faaet Tid til paa Banegaarden at expedere et Brev, jeg i en Fart kradsede ned med en Blyant for at underrette min Fader om min Afrejse.
Næste Morgen var jeg i R., hvorfra man kun har et Par Mil til Saint-Maur.
Da jeg ønskede at sove godt om Natten for strax den følgende Morgen at kunne gaa paa Jagt, og da jeg frygtede for, at enhver Hvile efter Frokosten skulde skade min Nattesøvn, bestemte jeg mig til, for at overvinde Trætheden, at anvende Dagen til Visiter hos gamle Kammerater fra Studentertiden. Kl. 5 om Eftermiddagen, da jeg var færdig hermed, lod jeg en Hest sadle i Gjæstgivergaarden »Den forgyldte Sol«, hvor jeg var taget ind, og da den rigtige Sol var ved at gaa ned, naade jeg Saint-Maur.
Undervejs havde jeg søgt at fremkalde i min Erindring Billedet af den Præst, som jeg agtede at besøge. Det Tidsrum, der var forløbet siden vort første Møde, hans Rejser, forskjellige mellemliggende Begivenheder og hans ensomme Levevis maatte sikkert have forandret ham. Jeg vilde nok finde ham ældet og graanende. Men jeg kjendte den lærde Mands livlige Samtale, og jeg glædede mig til de Aftener, vi skulde tilbringe sammen.
Det var virkelig en god Ide, at tage herhen, kunde jeg ikke lade være at gjentage for mig selv.
Jeg spurgte et Par gamle Folk, der gik og vogtede Kreaturer langs Grøfterne, hvor Præsten bode, og fik en Forestilling om, i hvor høj Grad han ved sin Gavmildhed havde erhvervet sig sine Sognebørns Kjærlighed. De viste mig med Glæde Vejen til Præstegaarden, der laa et Stykke fra den Samling usle Rønner og Straahytter, der ellers udgjør Landsbyen Saint-Maur.
Husets landlige Udseende, dets smaa Ruder og grønne Jalousier, de tre Stentrin for Døren, Vedbendrankerne og Slyngroserne, der snode sig op ad Muren lige til Taget, hvor en lille Røgsky steg op af Skorstenen ― alt gav mig en Følelse af Hvile, Sundhed og dyb Fred. Bag Stakittet prangede Træerne i Haven med gyldenrøde Blade; vi var jo i Oktober. De to Vinduer straalede i den nedgaaende Sol; midt imellem dem var der en Niche med et Helgenbillede. Tavs steg jeg af Hesten, bandt den ved Laagen og løftede Dørhammeren, medens jeg endnu kastede et Blik rundt om paa Landskabet.
Solskjæret lyste paa de fjærne Ege- og Fyrreskove, hvor de sidste Fugle fløj hjem til Reden; Vandet i en lille sivgrot Sø gjenspejlede Himlen saa prægtig; Naturen var saa skjøn, Luften saa stille, Egnen saa mennesketom i dette Øjeblik, hvor Aftenen sænkede sin Fred over Jorden ― at jeg uvilkaarlig blev staaende i Tanker, uden at lade Hammeren falde til.
Jeg var i denne Tilstand af Trethed, hvor de overophidsede Nerver skjælver ved det mindste Indtryk. Et Blad faldt tæt ved mig; dets svage Raslen fik mig til at fare sammen. Og hele det vidunderlige Syn ligesom strømmede ind i mine Øjne. Jeg satte mig ned ved Døren og følte mig som Eneboer.
Men det varede kun nogle Øjeblikke, før jeg mærkede Aftenens Kølighed og kom til mig selv igjen. Jeg rejste mig hurtig og greb atter Dørhammeren, idet jeg betragtede Huset, der nylig saa saa smilende ud.
Atter standsede jeg og maatte spørge mig selv, om jeg var Bytte for en Hallucination.
Var det virkelig det samme Hus, jeg nylig havde set? Hvor forfaldent viste det sig ikke for mig nu med sine lange Revner i Murene, mellem de gulvisne Blade? Døren laa nok gjæstfrit indbydende med sine tre Trin; men i de graa Fliser saa jeg Spor af indhugne Bogstaver, og jeg forstod, at Stenene skrev sig fra den nærliggende Kirkegaard, hvis Kors jeg kunde skimte et Stykke borte. Huset syntes mig helt forandret, saa jeg gyste derved; og Ekkoet af Dørhammeren, som jeg i min Betagethed lod falde, gjenlød uhyggelig i dets Indre.
I min Længsel efter at møde et menneskeligt Ansigt, der kunde hjælpe mig ud af den nedtrykte Stemning, der havde grebet mig, skød jeg, uden at vente længere, Døren op og traadte ind.
Jeg befandt mig i en lang Gang, for Enden af hvilken jeg saa Abbedens gamle Husholderske, Nanon, komme ned ad Trappen med et Lys i Haanden.
»Hr. Xavier!« udbrød hun glad, da hun gjenkjendte mig.
»God Aften min gode Nanon!« svarede jeg og rakte hende min Vadsaæk og mit Gevær. Kappen havde jeg glemt i »Den forgyldte Sol«.
Jeg gik op. Et Øjeblik efter holdt jeg min gamle Ven i mine Arme. En heftig Bevægelse greb os begge og beherskede os en Stund, men saa kom Nanon med Lampen og kaldte os til Aftensbordet.
»Kjære Abbed«, sagde jeg, idet jeg stak min Arm ind under hans for at gaa ned i Spisestuen, »aandeligt Venskab er uforgængeligt, og jeg ser, at vi begge nærer denne Følelse for hinanden.«
»Der gives kristne Sjæle af nært guddommeligt Slægtskabe«, svarede han. »Verden har jo ganske vist ogsaa mindre fornuftige Trossætninger, hvis Bekjendere er rede til at ofre deres Blod og deres Lykke for dem ― Fanatikere, ikke sandt!« tilføjede han smilende. »Men lad os vælge den Tro, der er den bedste, siden vi har frit Valg, og hvad vi tror, det sker.«
»Ja«, sagde jeg, »Sagen er vel, at allerede det, at to og to er fire, i Grunden er et Mysterium.«
Vi gik ned i Spisestuen. Under Maaltidet satte Abbeden mig ind i Landsbyens Forhold, efter først at have bebrejdet mig, at jeg saa længe havde glemt ham. Han fortalte ogsaa et Par Anekdoter om Godsejerne i Omegnen, meddelte mig sine personlige Jagtbedrifter og Fiskeritriumfer, var kort sagt yderst munter og elskværdig.
Nanon løb ud og ind og opvartede os paa det bedste i enhver Henseende, medens hendes store Kappeflige stod ud fra Hovedet til begge Sider som et Par Vinger.
Da jeg rullede mig en Cigaret til Kaffen, gjorde Abbed Maucombe, der var en gammel Dragonofficer, ligesaa; og da der indtraadte et Øjebliks Pavse i Samtalen, medens vi tog de første Drag, gav jeg mig til at betragte min Vært med Opmærksomhed.
Han var en Mand paa omtrent 45 Aar, høj af Væxt, med lange graa Haar i Lokker omkring det magre, stærkt markerede Ansigt. Øjnene straalede af mystisk Intelligens. Hans Træk var regelmæssige og strænge; hans ranke Holdning havde fuldstændig modstaaet Aarenes Tryk: han forstod at bære sin lange Præstekjole. Hans Tale var som gjennemtrængt af Aand og Mildhed, og det var en Lyst at lytte til hans smukke klangfulde Stemme, der vidnede om ypperlige Lunger. Efter Aftensmaaltidet førte han mig ind i sit lille Studereværelse.
Som vi nu sad der med Fødderne paa Ildbukken lænede tilbage hver i sin læderbetrukne Lænestol, kom vi naturligvis til at tale om Gud.
Jeg var træt og hørte til uden at svare.
»Med et Ord«, endte Maucombe sin lange Udvikling, idet han rejste sig, »vi er her i Verden for at vidne ― vidne ved vore Gjerninger, vore Tanker, vore Ord, hele vor Kamp mod Naturen ― hvis vi da selv hører Sandheden til.« Og han sluttede med et Citat af Joseph de Maistre: »Det er kun Hovmodet, der skiller Mennesket fra Gud.«
»Trods dette«, sagde jeg, »har vi jo dog den Ære, vi Naturens fordærvede Børn, at leve i Lysets Aarhundrede.«
»Lad os foretrække Aarhundredernes Lys«, svarede han smilende.
Vi gik kort efter op til vore Værelser ovenpaa.
En lang Gang, parallel med den neden under, skilte min Værts Værelse fra det, der var bestemt for mig. Han vilde absolut følge mig ind for at se efter, om der ikke manglede mig noget, og som vi saa stod og gav hinanden Haanden til Godnat, faldt der et skarpt Skjær af mit Lys hen over hans Ansigt ― og fik mig uvilkaarlig til at fare sammen ved, hvad jeg saa.
Var det ikke en døende, som stod der foran mig? Det Ansigt, jeg nu saa, kunde umulig være det samme, jeg havde set under Maaltidet. Eller om det var det samme, saa syntes jeg, at jeg først nu saa det, som det i Virkeligheden var: Den Tanke slog mig, at det nu gik mig ganske paa samme Maade med Abbeden selv som før med hans Hus.
Det Ansigt, jeg her saa, var forstenet og blegt som en død Mands, og Øjenlaagene var sænkede. Havde han glemt min Nærværelse? Eller bad han maaske? Hvad gik der dog af ham, saadan som han saa ud. ― Der var kommet en saa pludselig Højtidelighed over hans Skikkelse, at jeg uviikaarlig lukkede Øjnene. Da jeg efter et Sekunds Forløb atter slog dem op, stod den gode Abbed der fremdeles ― men nu var han sig selv igjen fra før. ― Gud ske Lov! Hans venlige Smil spredte al min Uro. Dette Indtryk havde ikke varet saa længe, at der var blevet Tid til at rette noget Spørgsmaal. Det havde været en pludselig Indskydelse ― en Slags Hallucination.
Maucombe ønskede mig endnu en Gang Godnat og gik.
Da jeg blev alene, sagde jeg til mig selv: Det er blot en ordentlig Søvn, du trænger til.
Det er bekjendt, at naar man er overtræt, kan man ikke falde i Søvn strax. Alle Jægere har prøvet det. Jeg havde sat mit Haab til en god Nat. Men efter ti Minuters Forløb mærkede jeg, at mit nervøse Ildebefindende aldeles ikke gjorde Mine til at vige for Søvnen. Jeg laa og lyttede til Træormenes afmaalte Tik-Tak i Træværket, og fo'r sammen, naar Grenene i Blæsten raslede mod hverandre ude i Haven eller Vedbendrankerne slog mod mine Ruder. Min Høresans var skærpet i en Grad som hos Folk, der skal til at dø af Sult.
»Jeg drak to Kopper Kaffe før«, tænkte jeg: »det er nok det, der er i Vejen!«
Jeg satte mig op i Sengen og gav mig til at stirre paa Flammen i Lyset, som endnu stod og brændte paa mit Bord. Over mit Hovedgærde hang et lille Vievandskar af broget Porcellæn med en Buxbumgren i. Det faldt mig da ind, at jeg kunde væde mine Øjne med det indviede Vand for at forfriske dem. Derpaa blæste jeg Lyset ud og lukkede Øjnene. Søvnen nærmede sig; jeg blev roligere og sov ind.
Da blev der pludselig banket tre haarde, bydende Slag paa mín Dør.
»Hvem er det?« raabte jeg og fo'r op af Søvne.
Jeg mærkede nu, at jeg allerede havde sovet, men vidste i Øjeblikket ikke, hvor jeg var; jeg trode, jeg var i Paris. Den Slags Glemsomhed kan man undertiden gjøre sig skyldig i, lige naar man vaagner op. Men da jeg næsten i samme Øjeblik havde glemt, hvad det var, der vækkede mig, sank jeg atter hen i en fuldstændig Ubevidsthed om Situationen.
Men, det er sandt! faldt det mig saa atter pludselig ind; man bankede jo paa Døren. ― Hvem mon det var?
Som jeg var naat saa langt i min Tankegang, dukkede der op i min Bevidsthed en dunkel og forvirret Forestilling om, at jeg ikke var i Paris, men i en Præstegaard i Bretagne, hos Abbed Maucombe.
