halvt er udtrukne i Mørket imod dig, tumle afvæbnede tilbage, knælende og rædselslagne ― og at for Fremtiden ingen vil vove at fostre i sin Sjæl en Tanke, der var dig fjendsk. ― Tænk blot! Man ved, du er forstandig og kold, klarsynet i Statsraadet; det vilde da ikke kunne tænkes, at en blot Indbildning vilde have været tilstrækkelig til i faa Øjeblik at omforme dit Ansigts bekymrede Udtryk til en hellig Følesløshed, sejrende, rolig! . . . Hvorledes! man ved, du er grusom og du lader mig leve! Man ved, du er lumsk, og du lader mig leve! Man ved, du er begærlig, og du overøser mig med Guld! Man ved, du er hovmodig i din Faderkærlighed, og du giver mig din Datter, paa et Ord alene, mig, den ukendte Landstryger! Hvilken Tvivl vilde holde Stand imod dette? . . . Og hvori vil du, at Værdien af en Hemmelighed, indblæst af vor Himmels gamle Aander, skulde bestaa, mon ikke i dine Omgivelsers Overbevisning om, at du ejer den! . . . Det er kun den, det gælder om at skabe! Ja, jeg har kun fordret Guldliangerne og den Værdighed, jeg ringeagter, for at man, efter den overdaadige Belønning, jeg har fralokket din navnkundige Karrighed, kan slutte sig til den forbavsende Betydning i min indbildte Hemmelighed.
Kong Tsjé-Tang, jeg, Tse-i-la, lænket paa din Befaling til denne Pæl, lovpriser, staaende overfor den rædselsfulde Død, Mindet om den ophøjede Li-tai-pé, min Mester, med de lysende Tanker jeg besværger dig, hør, hvad Klogskaben byder. Lad os vende tilbage med høj og straalende Pande, siger jeg dig! Udspred Naade som en Sjæl under Himlens Bevaagenhed! Tru med for Fremtiden ikke at kende Barmhjertighed. Giv Ordre til at illuminere Byen til Folkets Glæde, til ære for Fô (som indgav mig denne guddommelige List!) ― Hvad mig angaar, vil jeg forsvinde i Morgen. Jeg vil leve med min Kærligheds udvalgte i en eller anden lykkelig og fjærn Provins ved Hjælp af de lykkebringende Guldlianger. ― Mandarinernes Diamantknap som jeg straks vil modtage af din Gavmildhed med andre Forfængelighedens bedragerske Goder den indestaar jeg for, at jeg aldrig vil bære; jeg har anden Ærgærrighed: jeg tror kun paa de harmoniske og dybe Tanker, der overleve Fyrster og Kongeriger; som Konge i deres udødelige Rige, behøver jeg ikke at være Prins i Eders. Du har erfaret, at Guderne har givet mig den Hjertestyrke og Intelligens, der, ikke sandt, sætter mig paa lige Fod med dine Omgivelser? Jeg kan altsaa, bedre end én af dine Stormænd, lokke Glæden frem i en ung Kvindes Øjne. Spørg blot Li-Tien-Se, min Drøm! Jeg er sikker paa, at hun, naar hun ser mine Øjne, vil svare dig det. ― Og du selv vil, i Læ af en beskærmende Overtro, kunne regere Landet, og hvis du lader dig lede af Retfærdighed vil du kunne forvandle Frygt til Kærlighed om din grundfæstede Trone. Det er de Kongers Hemmelighed, som fortjener at leve. Jeg har ingen anden at byde dig. ― Overvej, vælg og døm! Jeg har talt.«
Tse-i-la tav.
Ubevægelig syntes Tsjé-Tang at grunde nogle Minutter. Hans store, tavse Skygge strakte sig langt op over Jerndøren. Kort efter steg han ned til den unge Mand og læggende sine Hænder paa hans Skuldre saa han ham fast, dybt ind i Øjnene, som et Bytte for tusind ubestemmelige Følelser.
Idet han endelig drog sit Sværd, overskar han Tse-i-la's Baand, og idet han kastede sin kongelige Kæde om hans Hals, sagde han:
»Kom!«
Han steg atter op ad Fængselets Trin og støttede sin Haand paa Døren ud imod Lys og Frihed.
Tse-i-la, der blændedes en Smule af sin Kærligheds Sejr og af sin pludselige Lykke, betragtede Kongens nye Hædersgave:
»Hvad! ogsaa disse Juveler!« mumlede han, »hvem bagtalte dig da? Det er mere end de lovede Rigdomme! ― hvad vil Kongen betale med denne Halskæde?«
»Dine Fornærmelser!« svarede Tsjé-Tang foragteligt og aabnede atter Døren til Solskinnet.
Ved Aage Matthison-Hansen.
