LEONIDAS UDSENDING
AF VILLIERS DE L'ISLE-ADAM
FRIT OVERSAT AF ASTRID JUEL-NISSEN
Fremmede, Lakedæmonernes Folk,
du bringe det Budskab, at vi jordedes
her, lydige mod deres Løv.
Simonides.
SPARTAS STORE BYPORT stod vidtaaben ud mod Taygetus. Dens to Fløje lænede sig op mod Muren som det blinkende Skjold mod Krigerens Bryst. Bjærgets sandede Skrænt farvedes purpurrød af Vinteraftenens nedgaaende Sol.
Ovenover Porten hævede Muren sig lodret i Vejret, og oppe paa Toppen bølgede en tæt Menneskemasse, badet i Solens blodrøde Straaler. De blanke Vaaben blinkede, og Vognenes skinnende Jærnbeslag funklede som Granater. Alt straalede, kun ikke den ventende Mængdes Blikke. Mørke, dystre var de, og skarpe som Spyd kastedes de over mod Taygetusbjærget. Der ovre fra skulde Efterretningen komme.
De Trehundrede var draget bort med Kongen i Spidsen, smykket med Blomster som til Fest; de, som endnu i denne Aften skulde være Plutons Gæster i Underverdenen. De svingede Skjoldene til Afsked og slog paa dem med deres Spyd og Hellebarder. Og Kvinderne tiljublede dem, da de drog bort i den gyldne Morgenrøde, syngende Tyrtæus' herlige Krigssange.
Nu var de vel i Passet, og det høje Græs gned sig kærtegnende hen ad deres nøgne Ben, som om den Jord, de skulde forsvare, vilde vise dem sin Kærlighed, for den aabnede dem sit Skød. Vaabengjald og Sejersraab bares af Vinden, hen til Sparta, og forskrækkede Hyrder bragte Melding om Kampens Gang. To Gange var Perserne slaaet tilbage, og Blodet havde flydt i Strømme; men Leonidas med sine trehundrede Spartanere og Krigerne fra Thespiæ og de tapre Thebaner holdt modig Stand.
Saa kom der nye Meldinger, som fik Sejerssangene og Bønnerne i Dianas Tempel til at forstumme. De fem Eforer saa raadvilde paa hinanden, og Senatet gav øjeblikkelig Ordre til at rejse Forskansninger for at forsvare Byen, thi det stolte Sparta plejede ikke at have andet Værn end sine tapre Borgere.
Der sneg sig en kold Skygge over Folkets Glæde. Ingen troede mere paa Præsternes Tale. De glade Budskaber fra før blev glemt i samme Nu ― som man glemmer et Æventyr, man flygtigt har hørt. Der gik en Gysen gennem de alvorlige Præster. Sibyllen hævede Armene, hele hendes Legeme skjalv, Haaret rejste sig paa hendes Hoved, og med fraadende Mund svor hun til Helvedes Guddomme. Korte, afbrudte Sætninger gik fra Mund til Mund. Saa førtes Jomfruerne ud, thi en Forræders Navn skulde nævnes. Deres lange Dragter strejfede Heloterne, som laa i Søjlegangen, beruset af sort Vin.
Og saa blev den udtalt, den grufulde Efterretning.
En skjult Bjærgsti var blevet anvist Fjenden. En messeniansk Hyrde havde solgt Hellas Jord. Efialtes havde forraadt Fædrelandet til Xerxes. Persiske Ryttere med Satrapernes guldblinkende Vaaben oversvømmede nu Gudernes Jord, trampede paa Heltenes Moder. Farvel, Templer, I Fædrenes Boliger! Farvel I hellige Dale og Bjærge! De nærmer sig, de kvindagtige, blege Skurke; de kommer med Lænker for at udvælge sig Slaver blandt dine Døtre, Lakedæmon!
Da Borgerne steg op paa Muren, voksede deres Forfærdelse ved Synet af Bjærget.
Vinden sukkede i Bjærgkløfterne mellem de mørke Graner, som bøjede sig knagende til Jorden med de nøgne Arme slynget ind i hinanden som Haaret paa et Hoved, der kaster sig tilbage i Fortvivlelse. Folk trængte sig sammen paa Murens Top og stirrede over mod Bjærget og ud mod den blodrøde, ulykkesvangre Himmel. Men ingen mælede et Ord. Jomfruerne var jo tilstede. Deres Blod maatte ikke oprøres mod en af Hellas Mænd. Man tænkte paa de fremtidige Børn.
Angsten og Spændingen voksede for hvert Minut. Enhver søgte at udmale sig det, som skulde komme, endnu sortere end det tegnede.
Om lidt dukkede nok de første Rækker af Arméen frem af Mørket! Nogle mente allerede at se Genskinnet af Xerxes' Ryttere, ja selv hans Vogn, mod Himlen, langt ude i Horisonten. Præsterne lyttede, og syntes de hørte Raab fra Nord, skønt Vinden bar ind fra Syd.
Kastemaskinerne blev stillet op, Svøberne spændtes, og Kastespydene blev lagt i Bunke. De unge Piger antændte Baalene for at koge Beg. Veteranerne stod med korslagte Arme, i fuld Rustning, og tænkte paa, hvormange Fjender de kunde naa at strække til Jorden, før de selv faldt. Portene blev tilmurede, thi Sparta agtede ikke at overgive sig, om den saa blev taget med Vold. Der blev regnet ud, hvorlænge Fødemidlerne kunde strække til. Kvinderne fik Ordre til at dræbe sig selv. Hist og her blev der taget Varsler af rygende Indvolde.
Da Natten skulde tilbringes oppe paa Muren, for at ikke Perserne skulde overraske dem, gav Vagtens Kok, Nogakles, en Slags Øvrighedsperson, sig i Lag med at lave Mad til Folket oppe paa selve Forskansningen. Han stod foran den vældige Gryde og knuste tankeløst Kornet i den saltede Mælk med sin lange Stenstang, alt imedens han ligesom de andre stirrede over mod Bjærget med mørk og sorgfuld Mine.
Tiden gik, og endnu kom ingen tilsyne derovre. Det ventende Folk begyndte at rejse ærekrænkende Beskyldninger mod de Kæmpende; det Folk, som om kort Tid skulde rase mod Aristides, Themistokles og Miltiades, var ikke skabt til Taalmodighed i Prøvelsens Tid. Men de gamle Kvinder rystede paa Hovedet, mens de flettede deres hvide, tjavsede Haar. De tvivlede ikke paa deres Børn, saa lidt som Tigerinden paa den Unge, hun har givet Die.
Himlen blev pludselig sort; men det var ikke Nattens Skygger, der slukkede dens Lys. Det var en vældig Sværm af Ravne, der fra Syd fløj hen over Sparta og fyldte Luften med hæse Glædesskrig. De satte sig i Træernes Grene omkring Taygetus. Ubevægelige sad de, med Næbet vendt mod Nord og sorte, rovbegærlige, tindrende Øjne.
Et Forbandelsesskrig hævede sig fra Folkenes Struber. Kastemaskinerne rettedes imod dem og sendte dem en Regn af Flintesten. Det sang gennem Luften, og Grene splintredes.
Knyttede Hænder truede ad dem for at skræmme dem bort. Men de blev siddende ubevægelige, som var de tryllet fast ved Duften af faldne Kæmper.
Der gik en sagte Gysen gennem Mødrene ved det Syn.
Nu blev selv Jomfruerne urolige. De hellige Sværd, som i Aarhundreder havde hængt i Templet, var blevet uddelt iblandt dem. ― „Hvem er de Spyd bestemt til?“ spurgte de. Og deres milde Øjne hæftedes først paa den kolde Klinge og saa paa Veteranernes endnu koldere Blik. De smilede til dem af Ærefrygt ― bedst var det at holde dem i Uvished; i sidste Sekund kunde de faa at vide, at de Spyd var bestemt til dem selv.
Pludselig udstødte Børnene et Skrig. Langt borte havde de faaet Øje paa noget. Derovre, paa Toppen af Bjærgets blaanende Spids, kom en Mand tilsyne. I vild Flugt løb han ned imod Byen.
Alles Blik rettedes imod ham.
Med bøjet Hoved løb han. I Haanden holdt han en Kæp ― revet af vel paa maa og faa i hans Fortvivlelse.
Nu kastede Solen sine sidste Straaler paa ham. Han var indhyllet i en sid Kappe, kunde man se, og han maatte være faldet undervejs, thi baade Kappe og Stok var tilsølet af Snavs. Det kunde ikke være en Kriger: han havde intet Skjold.
Der herskede Dødsstilhed oppe paa Muren.
Fra hvilket Rædselsskuespil flygtede han vel saaledes? ― Daarligt Forvarsel!
― Det Løb var ikke en Mand værdigt. Hvad vilde han mon?
― Søge Tilflugt? . . . Saa blev han altsaa forfulgt? Fjenden maatte være i Hælene paa ham! ― Allerede! ― Allerede! . . .
Han gjorde en kort Omdrejning ved Klippepynten, og idet Solens Straaler faldt lige paa ham, genkendtes han.
Hjærterne fyldtes med Skam og Harme. Tankerne forvirredes. Man glemte. Jomfruerne var tilstede. De blev mere hvide end virkelige Liljer.
Et Navn slyngedes ud, spyttedes ud i Væmmelse og Rædsel. Det var en Spartaner! En af de Trehundrede! Nu kendte de ham. ― Det var ham! ― Ham! En af Byens Krigere havde kastet sit Skjold fra sig! Han flygtede! Og de andre? Mon de fulgte hans Eksempel, de fejge Uslinge? ― Ansigterne fortrak sig i Spænding. Synet af denne Mand var ensbetydende med Synet af Nederlaget. Aa! Hvorfor ikke se Ulykken lige i Øjnene? De var flygtede! Alle!... Om lidt fik man dem at se!... Fulgt af de persiske Ryttere! ― Kokken lagde Hænderne for Øjnene og raabte med Tordenrøst, at han saa dem gennem Taagen!...
Et hvinende Skrig skar gennem alle de andre. Det blev udstødt af en Olding og en gammel, rank Kvinde. Begge skjulte Ansigtet i Hænderne og skreg: „Min Søn!“
Saa rejste der sig en Storm af Raab og Hujen. Næver knyttedes ud mod Flygtningen.
― Du tager fejl. Kamppladsen er ikke her.
― Løb ikke saa hastigt. Skaan dig selv.
― Hvad betaler Perserne for Skjolde og Sværd?
― Efialtes er rig.
― Vogt dig! Du tramper paa Pelops', Herakles' og Pollux' Knokler. ― Du vil vel kalde de underjordiske Guder frem! De vil sikkert være stolte af dig!
― Har Merkur laant dig sine Hæles Vinger? Ved Styx, du kunde vinde Prisen ved de olympiske Lege!
Krigeren syntes intet at høre og løb stadig hen imod Byen.
Han svarede ikke: stansede heller ikke. Folkets Raseri voksede derved. Dets Forbandelser lød bestandig frygteligere. De unge Piger hørte forfærdede til.
Præsterne raabte:
― Pjalt! Du er tilsølet af Vejens Smuds. Du har ikke kysset din Moder Jorden, du har bidt hende!
― Han løber hen imod Porten! Nej, ved alle Helvedes Guder, du kommer ikke ind!
Tusinde af Arme straktes i Vejret.
― Tilbage! ― Bliv derude! Vi vil ikke have vor By besmittet med dit Blod!
― Vend tilbage til Fjenden. Der er din Plads!
― Heltenes Skygger skal forfølge dig, hvor du gaar.
― Perserne giver dig nok Laurbærkransen og Lyren! Ty du til dem, Slave, og opliv deres Fester.
Ved disse Ord bøjede Lakedæmons unge Døtre Hovederne mod Brystet, og idet de krystede Sværdene i deres Arme, de Sværd, Hellas fri Konger havde baaret i de henfarne Tider, gled Taarerne sagte ned over de dødblege Kinder.
Som Ædelstene faldt de paa det jærnhaarde Sværdhefte. Nu forstod de; og nu viede de sig til Døden, for Fædrelandet.
Pludselig traadte en af dem, høj og slank, helt ud mod Murens Kant. De veg tilside for at gøre hende Plads. Det var hende, som en Dag skulde have været Flygtningens Viv.
― Se ikke paa ham, Semeïsa! . . . raabte de unge Kvinder til hende.
Men hun saa paa Manden dernede, bukkede sig, tog en Sten op og slyngede den imod ham.
Stenen traf den Ulykkelige. Han saa op og stansede. Og saa var det, som noget paa én Gang stod ham klart, og han skjalv fra Isse til Fod. Hans Hoved sank atter tilbage paa hans Bryst.
Han syntes at overveje. Hvad tænkte han mon paa?
Børnene saa ned paa ham; Mødrene hviskede til dem, mens de pegede ud imod ham.
Den store, kæmpestærke Kok stansede sit Arbejde og gik bort fra sin Gryde og sin lange Stenstang. En Slags hellig Vrede fik ham til at glemme sine Pligter. Han greb med begge Hender om Murens Kant og bøjede sig ud. Saa samlede han alle sine Kræfter, trak Vejret dybt og tungt, pustede Kinderne op og spyttede paa Flygt-
