ningen. Vinden greb Fraaden fra hans Mund og smækkede den midt i Panden paa den Elendige.
En Bifaldsjubel lød fra de Tusinde deroppe paa Muren.
Nu var de hævnet.
Tankefuld, støttet til sin Stok, stirrede Krigeren ufravendt mod Byens aabne Port.
Paa et Tegn af Befalingsmanden rullede den tunge Port paa sine Hængsler og faldt i med et Brag foran den ensomme Kriger.
Et Sekund endnu blev han staaende og saa mod den Port, der for bestandig skulde stemple ham som en fejg Flygtning. Saa faldt han bagover mod Bjærgets haarde Klippevæg.
I samme Nu styrtede Ravnene sig over ham, og denne Gang blev der ikke truet af dem. Solen var gaaet tilhvile. Mørket bredte sig. Dernede, hvor Krigeren laa, var der kulsort. Ravnene skjulte ham for Spartanernes hadske Blikke.
Og Aftenens Dug gennemblødte Støvet omkring ham.
Ved Daggry var der intet andet tilbage af ham end nogle spredte Knokler.
Saaledes døde Leonidas Udsending. Hans Sjæl var fyldt af den eneste Hæder, som Guderne misunder Menneskene. Ærefrygtsfuld lukkede han sine Øjne, at ikke Synet af Virkeligheden skulde fordunkle de ophøjede Tanker, han nærede om Fædrelandet. Saaledes, uden at mæle et Ord, knugende den dyrekøbte Sejerspalme i sin Haand, døde den tapre Kriger, som Leonidas havde udvalgt til at bringe Lakedæmonernes Folk Bud om de Trehundredes Sejr. Dødelig saaret var han. Sine Vaaben havde han kastet i Floden ved Thermopyleæ for at samle sine sidste Kræfter til at naa sine Fædres By og fortælle den om dens Børns Tapperhed.
