DEN BEDSTE KÆRLIGHED
AF VILLIERS DE L'ISLE ADAM
FRIT OVERSAT AF ASTRID JUEL-NISSEN
VILHELM KERLIS var, hvad man kalder, et virkelig lykkeligt Menneske. Han var født under en heldig Stjerne, og faa Mennesker var saa lykkelige i sin Kærlighed som han. Og dog er hans Historie ganske jævn og ligetil!
En smuk Septemberaften i 1882 mødtes Yelva og Vilhelm første Gang ved Leddet ind til den store Eng tæt ved Rennes i Bretagne. Yelva var køn, og hun var kun seksten Aar. Hun var eneste Datter af en fattig Mejerske, som boede i den lille Flække Bloisfleury tæt ved Byen.
Hun var for hjemgaaende med hele sin Hjord: to Kvier og seks Faar. Større var den ikke.
Vilhelm, en fiks, ung Knøs paa atten Aar, var Søn af Skytten hos Baron Quelern. Han var ogsaa for hjemgaaende med sit Vildt i Jagttasken. De saa paa hinanden og undrede sig over, at de ikke havde set hinanden før, for Flækken laa kun et Par Mil fra Skyttens lille Hus. Luften omkring dem var fyldt med Duften af Luzerne og mejet Korn med Blomster iblandt. De snakked lidt sammen.
Yelva gav Vilhelm de Kornblomster, hun havde stukket i Bæltet, og Vilhelm forærede hende en dejlig, rød Agerhøne. Inden de skiltes, aftalte de at mødes næste Dag. Yelva var straks parat. Hendes Moder havde sagt, at hun snart var gammel nok til at gifte sig, og Vilhelm faldt øjeblikkelig i hendes Smag.
Og saa mødtes de da næste Dag ikke langt fra Bloisfleury paa en lille Skovvej, hvor Efteraaret havde lagt et Tæppe af gyldne Blade. Haand i Haand gik de og betroede hinanden deres smaa Hemmeligheder uden en Gang at tænke paa, at de elskede hinanden. Fra den Dag saa Vilhelm daglig Yelva lige til henimod Slutningen af Oktober, og for hver Dag kom han til at holde mere og mere af hende.
Han var en alvorlig og trofast Natur, ren og uskyldig og fuld af Tro paa alt det Gode i Livet. Yelva var glad og munter, sang som en Lærke og pludrede som en Kalkun; hun var bare lidt for lattermild. Og saa en skønne Dag var de forlovede. De kyssede hinanden som to Børn og gav sig til at lægge Planer om, hvor de skulde bo, naar de blev gifte, og hvor rart de skulde have det.
Vilhelm holdt sin Hemmelighed for sig selv. Han fortalte den end ikke til sin Fader; saa naar den gamle Skytte saa sin Søn endnu mere alvorlig end ellers, mente han, det kom sig af, han snart skulde udskrives til Soldatertjenesten, og det kunde der forresten være noget i. Den gamle Skytte, der havde været Sergent i sine unge Dage, gav sin Søn mange gode Raad, om hvordan han skulde te sig blandt de andre Soldater.
Vilhelm elskede Yelva inderligt, oprigtigt, af hele sit varme gode Hjerte uden nogensinde at tænke paa, at hun slet ikke elskede ham paa samme Maade, at hun overhovedet slet ikke var i Stand til virkelig at elske. Hun var forelsket i ham, men heller ikke mere. Undertiden havde hun Lyst til at le rigtig hjerteligt af hans gravalvorlige Kærlighed, som hun manglede enhver Forudsætning for at forstaa, og til Tider var hun helt træt af den og ønskede, at Vilhelm var „lidt mere morsom“, men saa slog hun sig til Taals med, at en vordende Ægtemand vist skulde være saadan ― til at begynde med.
Da Indkaldelsesordren kom, og Vilhelm skulde til at drage afsted, var det egentlig snarere Venskab end Kærlighed, hun nærede for ham. Men de vekslede dog Ringe, og hun lovede at vente paa ham. Fem Aars Trofasthed! Var det ikke som at tage en Drøm for Virkeligheden at tro, at hun kunde staa for den Prøve? Men det faldt ikke Vilhelm ind med en Tanke at tvivle paa hendes Ord.
Afskedens Øjeblik kom, og idet han kyssede hende, sagde han: „Du skal se, jeg kommer tilbage som Løjtnant med Kors paa Brystet.“
„Aa, min egen Vilhelm,“ svarede hun i en saa inderlig Tone, at hun blev aldeles forbavset over det selv, „hvis du falder i Krigen, saa lover jeg dig, at jeg vil gaa i Kloster.“ ― Han knugede hende ind til sig: det var jo det Løfte, han havde haabet paa uden at turde bede hende om det. Med hele sit varme Hjertes Ømhed trykkede han hende et Kys paa hvert Øje. Nu var deres Pagt beseglet. Det var som om de allerede var Mand og Hustru. Hver Uge skulde de skrive til hinanden.
Sandheden er den, at Yelva allerede i Aanden saa sin kønne Kæreste i Officers-Uniform, og det kunde hun ikke staa for. Saa skiltes de med Taarer i Øjnene. Det eneste Billede, de havde af hinanden, var et lille Fotografi, en omrejsende Fotograf havde taget af dem for næsten ingenting.
Vilhelm blev sendt med sit Kompagni til Algier, helt nede i Afrika.
De første Breve var til ubeskrivelig Glæde for dem begge to: det var næsten ligesaa dejligt som deres første Moder. Det, at Vilhelm var saa langt borte, gjorde ham til saadan en Slags forbuden Frugt for Yelva, noget hun ikke kunde faa fat i, hvad Øjeblik hun lystede, og som hun netop af den Grund længtes efter.
Og saa var der naturligvis ogsaa det, at de nu højtidelig havde givet hinanden deres Løfte.
Men efter et halvt Aars Forløb begyndte Yelvas Standhaftighed at rokkes lidt. Det var allerede meget, den havde holdt saa lenge! Ensformigheden og Ensomheden begyndte at kede hende og det Ord, hun havde givet, tyngede paa hende som en Lænke. Nu var hun igen gaaet ned til Venskab og ikke andet. Men i hendes Breve ― den eneste Adspredelse hun havde ― var der ingen Forandring at mærke; hun var jo efterhaanden bleven vant til de kærlige Vendinger. Vilhelms Breve viste, at han mere og mere kun levede i Mindet om hende ― og i Haabet om et Gensyn. Men det vilde vare halvfemte Aar endnu! ― ― Undertiden gav hun sig til at gabe bare ved at tænke paa det.
Imidlertid døde Vilhelms Fader, den gamle Skytte Kerlis, efterladende sig nogle sammensparede Skillinger, som Vilhelm igennem et Brev anbragte i en Sparekasse. Nu havde de da lidt at begynde med!
For Yelva og hendes Moder var det en Lettelse at blive af med den gamle. Madam Blein saa endnu helt godt ud, og sød og venlig var hun. Det varede ikke ret længe, før hun begyndte at blive noget let paa Traaden.
Det var ikke det bedste Eksempel for Yelva, og en Aften efter et Bal, hvor hun havde moret
