- 5 -
ikke kan indbringes for domstolene.
Sagsøgte har videre for så vidt angår indkomståret 1981 anført, at sagsøgeren ikke efter kildeskatteloven har mulighed for at overføre sin samlevers uudnyttede personfradrag. § 36 indeholder hovedreglen om, at indkomstskatten nedsættes med personfradragets skatteværdi, og § 37 angiver, hvilke personer der er berettiget til det omhandlede fradrag. Ifølge § 37, stk, 1, er enhver fuldt skattepligtig person berettiget til ét fradrag. I § 37, stk. 2, er det som en særlig regel fastsat, at der er to personfradrag for sambeskattede ægtefæller, hvilket må sammenholdes med kildeskattelovens § 4, hvorefter den gifte mand som udgangspunkt beskattes af både sin og sin samlevende hustrus indkomst og formue. Bestemmelsen i lovens § 37, stk. 2, kan ikke anvendes analogt på uægteskabeligt samlevende, da disses ret til personfradrag omhandles i lovens § 37, stk. 1. Systematikken i § 37, stk. 1 og 2, er videreført til § 37, stk. 3, om personfradrag, når en ugift person dør, og til § 37, stk. 4, om personfradrag ved den ene af to ægtefællers død.
Sagsøgte har videre bestridt, at kildeskattelovens § 37 er i strid med grundlovens § 70 og har hertil anført, at det efter kildeskattelovens § 9 ikke er en betingelse, at ægtefællerne er kirke viet, idet en borgerlig vielse siden 1922 er sidestillet med den kirkelige.
Sagsøgte har endelig anført, at kildeskattelovens § 37 ikke strider mod konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Artikel 8 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder har ikke relation til skattemæssige spørgsmål, og artikel 9 og 14 vedrører religionsfrihed. Den europæiske socialpagts artikel 16 vedrører beskyttelse af gifte personer, og artikel 17 er denne sag uvedkommende.
