107
Stole? steg du Pont'erne ud fra deres Billeders nøgne Pletter? Tågede andre Skikkelser bag dem: de fordrevne Osmundsbønder, de slagne Hedningefinner? Jærnets Tog af Tjenere og Ofre, vakte af Døde, kaldte til Hyldest af den Herre, hvis Rige de havde bygget, nu da han besteg sin Trone under Sejrshymner? Vågnede de at se deres Efterfølgeres, deres Drabsmænds Lod: at den var lig deres?
Eller — så han kun en Trækning, en Grimas i Inspektør Janne Piscators kæbebrede Ansigt, som det lurende dukkede frem bag hans Herres, Patron Thorlanders grå Hoved og andægtige Mine?
Han følte en Kulde i Stuen, en Synken i Gulvet, som åndede Kaos gennem Rummet — han greb i Blinde for sig — og rørte Susannas hede Kind, blundende på den svulmende Arm … og han vågnede i et Smil.
Fortid, Nutid, Fremtid — her brændte den hans Hånd, stærkere end Jærnet selv: Mennesket, med Stenalderens Våben i sin Hånd og med en kommende Tids af Luft og Lys løftet over sit Hoved, den første og den endelige Skaber og Tilintetgører! Jærnets Finder og dets Forlader en Gang!
Lad dem trælle for Jærnet, Led efter Led — Brynte, der nu stod lige ved Bordet, som for at indtage den Plads. Barchäus måtte vige — trælle for det i Frygt, i Selvopofrelse! Han tjente i Tillid, til Bedste for eget Vel, kun hende — han og Adrian, der sov med den milde Sved på Panden: Kornets og Kvægets Barn, Hyrden på »Bjærget« … Adrian, der Dage igennem, som Vagtelkongen, kunde gemme sig i Solfors Agre, at ånde deres muldede og melede Lugt, eller dølge sig som en Nisse i Staldens Okse- og Gødningestank …
Steffan smilte mod Selskabet om Bordet, mod Skyggerne på Væggene: I har den Herre, I fortjener! I, der for ham ej ser jer selv, for Evigheden ej Nuet!
Men v. Schéele stod nu atter dèr i Lysflimret, svær og rød, i den opknappede Uniform, og Ansigterne stirrede i uanfægtet Værdighed, med Guldbriller og Skægkranse mod hans brede, hvide Tænder, der lyste i et muntert Smil.
