Side:Jærnet.djvu/118

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

112

udtrykker sig, vort Værk skal blive et helt, ej et stykkevis, og vor Arv til vore Sønner en afrundet: et Värmland, driftigt, fordi det ej frygtede onde Spådomme, uafhængigt fordi det ej troede søde Profetier.«

En Knagen i Halsbindet og Fadermorderne, i de høje, udstoppede Skuldre, en Gnistregn fra de slebne Brilleglas, og Hr. van Harmst sad atter højtidelig og stram for Bordenden, som havde han ikke rørt sig fra den.

Og dog var i dette Øjeblik »Bjærget«s Skæbne afgjort, dets Fremtid beseglet af Repræsentanten for den ældste og rigeste Brugsslægt, Bergslagets Ledere gennem fire Århundreder, Jærnets Vilje fuldkommet gennem Vallonen, dens tro og — uegennyttige Tjener, han som, nærsynet, så kun »Nuet« og reddede det — og lagde Fremtiden under Jærnets, »Bjærget« under Göteborgs Åg!

Et Brus slog gennem Salen, så de sluknende Luer deroppe viftede frem til Liv igen, slyngende vældige Skygger over de nøgne Vægge, som strøg Kæmpevinger deres Pletter bort i sin Flugt gennem Hallen —: Rovfuglens, Jærn-Gudens, der tog sin Rede i Besiddelse og sine Tjenere i Favn.

Men medens v. Schéeles Øjne det ene Nu mørknede af Krænkelse og det næste funklede af Triumf; mens Vrimlen af Ansigter bøjede sig mod hverandre i Lykønskninger, i Udbrud, i Råb; mens Brynte knejste, med Hænderne spændt om sine Hofter som på Spring mod sit Arve- og Kongerige, og Kökeritz'erne med ligesom blinde Blikke samlede sig bag Barchäus' Stol, pressede Steffan sin Mund mod den sovende Susannas Arm — Spådomme eller Profetier? Hans Læber brændtes af det visse: det blodhede Nu!

Da rejste sig — nej, tumlede op som for et Puf af Janne Piscators Hånd gamle Thrond Thorlander, kogrød i Hovedet, med det isengrå Hår struttende, de vippeløse Øjne glippende.

»Ærede —« han ragede rundt med de uformelige Hænder, så Blækhornet på hans højre og Sandbøssen på hans venstre Side slyngede deres Indhold ud over Bordet, »jeg