Side:Jærnet.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

114

En brændende Rødme steg op i Bjærgrådens utilnærmelige Pande — et Øjeblik — han åbnede Munden … og beholdt den åben …

Steffan havde, lyttende mod Susannas Puls, blottet Adrian, som nu snorksov dér, svedig og bevidstløs.

»Og Sønnerne lønner de omtænksomme Fædre, Fremtiden gengælder Värmland den tabte Nutid! »Søger ikke jert eget« … det vil sige: søger Göteborgs!« Barchäus lo.

Steffan kastede sig hastigt tilbage for at skjule Arvingen til Solfors', Hästhyttans m. m.'s Herligheder, men bøjede sig atter, ligegyldig, mod Susan. Nej, se kun og husk det, I »Bjærget«s Fædre: dets Søn og dets Datter, dets Fremtid, som I bestemmer over! Se, du triumferende Jærnets Gud: Mennesket, dit Offer — og din Besejrer! én Gang din Forløser og én Gang din Tilintetgører! Se den, der vover at fornægte dig!

Da — et Ryk — hans Hånd fløj i Bordet, i det nøgne Træ …

Susan stirrede, blussende efter sin Søvn, med Hårets Flod om Skuldrene, strålende mod Brynte, der rød af Bevægelse, af Triumf, med Panden kastet tilbage, der midt på du Pont'ernes Gulv ombølgedes af Vivatråbene for sin Fader, deres Besejrer.

Og dér — Adrian … med Munden åben, fuld af Savl, med Øjnene blakkede af Søvn, strakte han sig over Bordet på sine fede Arme, slugende Brynte i sløv Andagt …

Steffan rejste sig, hans Blik søgte Fader. — Og dèr stod han, slank, i sin midjesnævre, blå Skødefrakke, med sit brusende Kalvekrøs, klappende med smilende Mund ad den bukkende Thorlander.

Ja, ene var han, ene med sin Tro som med sin Fornægtelse! Nuet med alle dets ufødte Liv i Jærnets Vold! tilbedende dets unge Gud dèr, bøjende sig i Jubel under hans Fod; Jærnets var Sejren! — og Livet: Barnet idets gloende Bug! Hil dig, Brynte, hil!

Da — et Brøl som et Dyrs … Thorlander ludede over Bordet, med de rødsprængte Øjne på en lille, sort Læder-