115
kugle, der rullede rundt i Blækgrøden — Finnekuglen, Finneskuddet, som han under så bange Gebærder havde skjult på sit Bryst — i hans, i Jærnets største Øjeblik sprunget frem derfra for alles Øjne …!
Steffan svimlede, af Forfærdelse —: »Ordet« .. til Døden! — Skoven, Natten, Kaos derude … Finnens Skud mod Brynte, mod Susan, mod ham selv, mod dette Brug og dets »Ejere« … Det røde Jærn, den røde Ild, det røde Blod — og det sorte Skud derude! Den sidste, den mægtigste Gud, den glemte: Kronos, der åd sin egen Søn — som han sine Sønner og Døtre … Den endelige, sidste: Døden!
Brynte, askegrå, med gabende Mund — og Susanna med Hænderne klemt mod det blafrende Bryst — og gamle Thorlander …
Steffan lo. I Jærnets Tjenere, kender I ej jer Herre! Se dog hans Tegn: Pilen, der peger mod Jorden, dens Magnet!
Ilsomt, som brændte han sig, og vilde han forvare det brændende Kul i sit Hjærte, greb Thorlander Kuglen og stak den ind på sit Bryst, stirrende vildt, som i Trussel, i Bøn, på Ansigterne rundt om sig, på Skyggerne bag dem.
»Bjærget«s sidste Patron? — Ja, kanhænde!
— Men — dèr lo alt Susanna, himmelhøjt, med Ansigtet endnu vådt af Tårer, med Hænderne klamrede i Bryntes Arm, ad den tykke Patron Fredrik Gasslander, »Bas-Fre'rek« kaldet for sin Sangerrøst.
I Skæret af de nys komne Lys, med det blussende Ansigt smilende fra Kindskæg til Kindskæg, den tredobbelte Hage gyngende i Fadermorderne, de blå Frakkeskøder spilte i de ringsmykte Hænder og Benene i de chokoladefarvede Buxer piruetterende under den blomstrede, gule Silkevest — dansede Herren til fem, over Ovnkransen pansatte Brug i Nyed Festdansen for »Jærnets største Dag« — og for det Gilde, der nu ventede inde i Bjærgmestergården, om hvilket Rygtet var trængt til selve Karlstad og havde bragt Hr. Gasslander til med Et at ihukomme sin »Societets-Ret« og
