Denne side er blevet korrekturlæst
117
Nej, i Aften ikke — han kunde ikke, mindre end ellers, lege, at han hørte dem til, i Tro og Håb og Blindhed! Nej, hjem — til Vejens Ende! at sove »Värmlands største Dag« ud og bie på dets sidste!
Og dog, hvor underligt — nu jeg ser Eder, som Eders Herre, ramt — nu begærer jeg hans Rige og Eders Lod! Nu jeg kender Livets Dom, vil jeg det! Ti nu, jeg skal miste og derfor kan tilgive det, tør jeg eje det!
