Blusset fra Savolaxhyttans Højovn svandt over Træernes sorte Toppe, Bruset af Flammerne og Bælgene, af Latter og Vrinsken tystnede bort. Stiens Snegab åbnede sig, Bores mørke Manke flagrede mod det. Fyrremørket tætnede om dem.
Steffan sad nedkrøbet i Fodposen, med Næsen i Ulveskindene. Over sit Hoved så han Faders Tømme gynge og Åndedrættene bølge fra ham og Provsten Böös.
»Jeg troede, Deres Velærværdighed skulde med til Gildet i Bjærgmestergården?» spurgte Faders Stemme.
»Hm, jeg også så sandt,« brummede Provstens Bas, »men — Hr. Bjærgmestren udviklede Anskuelser — og — man sælger dog ikke sin Førstefødselsret for en Skål Ærter — end ikke af Hr. v. Schéeles Bonitet!«
Steffan mærkede, hvorledes Fader smilte.
»Anskuelser som sagt —«
En Regn af Klokker, et Råb — Fader strammede Tøjlerne …
En Snesky foer forbi dem, og i den Barchäus, piskende på den jagende Hest. På Bagsædet Köckeritz'erne, klamrede fast med blege Ansigter.
Steffan nikkede — de Første, som Värmeskogen kaldte hjem …
»— som jeg ej finder anstår en Statens Tjener og ej ønsker at yde Kirkens Sanktion ved min Deltagelse — selv i nok så gode Gilder, hm.« Böös tog en Pris. »Og jeg må desværre tilføje: jeg finder det et Tidens sørgelige Tegn, at i en så betydelig Forsamling Protesten ene skal fremkomme fra en Tersites som Hr. Barchäus.«
