120
Hustugtens Afskaffelse, Kvindernes Stillen på lige Fod med Mændene med Hensyn til Myndighed og Arv, Respektens Nedbrydelse for Konge som for Dommer, Beskyttelse af Gældbundne og Dagtyve — tilogmed udstrækker deres formastlige Hånd mod vort hellige Hus: mod Biskoppernes Eforat, mod Præsteskabets Magt over Skolen, ja, med Hr. Thore Petré ønsker at opleve den Dag, da Västerås' Ordinantia og med dem »vor ej blot unyttige, men skadelige Kirke« forsvind …«
Hesten gjorde et Spring, et Kast til Siden, så Böös'es Stemme brast, og de Kørende slyngedes imellem hverandre, i ét Virvar af Pelse og Tømmer …
Ubevægelig, hvid, med Øjnene lysende i det dødblege Ansigt, med Armene udspilte som korsfæstede, med de nøgne Fødder sunkne i Sneen stod en Skikkelse dér i Skovnatten.
Böös'es Åndedræt peb: »Du min Gud — hvad ser jeg … Herre, forbarm — —«
Så foer han op i et Brøl.
»Er det dig, Satanas? Vover du endnu —! Har jeg ikke svoret dig Malmö Hus? Eller — nej — Lovens Ordlyd: Konventikelplakaten 1726: »Kommer han tredje gången åter skall han —« Bi, med mine egne Hænder —«
Böös gjorde en Bevægelse, voldsom, så Steffan tumlede halvkvalt om i Fodposen … han så Fader lynsnart bøje sig frem og smelde den fnysende Bore et Rap med Pisken, så den rejste sig på Bagbenene, kastede sig frem i Karrière, og Böös drønende styrtede tilbage mod Slædens Rygstød …
»Så så, så så!« lokkede Fader gennem Bruset og Hvirvlen af Sneen.
»For Fanden!« Böös fægtede, halvkvalt af Pels og Slim. »Kan De ikke køre, Patron Choräus?« Böös gispede efter Vejret, »ellers havde jeg, Guds Død, med bare Næver fakket den Skælm! Men skal den Dag i Morgen lære Lensmand Crälius mores! Endnu har de Herrer Hierta og Petré, trods ærlige Forsøg, ej mægtet at skænke Gudsbespottere Rettens Beskyttelse og jeg —«
