122
lunde selv var døbte i Lammets dyre Blod… Mens deroppe Tonerne sang: »Herold för den unga Flora —« eller »Upp Amaryllis! Vakna, min lilla!« .. og Fader smilte, sit spørgende og tilgivende Smil …
Böös vidste om dette »Wartburg«, som Farbroder Anselm halvt beundrende, halvt fortrydeligt kaldte Morgongåfva. Men — var ikke Patron Choräus de Bésche en af Stiftets Magnater? bivånede han ikke Böös'es egne Højmesser i Filipstad Kirke .. og var ikke Hans Højærværdighed, Biskoppen i Karlstad, hans kødelige Morbroder? og denne høje Person ufatteligt allieret med de Herrer Sahlström, Danielsson og denne såkaldte »Lysets Bonde«, Nils Månsson i Skumparp, Gennemførerne af »Folkeundervisnings Loven« af 42?
Böös sukkede og tætnede efter med endnu en Pris. Kun Zegoel kunde han ikke tilgive Fader. »Han er hans onde Samvittighed!« forklarede Farbroder, blandt hvis »Forfulgte« på Idet: Tatere, Spillemænd, rejsende Officerer — »Knægte« som de kaldtes — Vagabonder og Eventyrere af alle Stænder og Nationer, også Zegoel indfandt sig. Men Fader rystede på Hovedet: »Vist ej, Anselm! sæt dig i Böös'es Sted og se i arme Zegoel selve Antikrist: Samfundets Omstyrter, Frikirkens Antinomi — Oprøret mod den Lov, der for Böös er den ganske Bibel.« »Nu ja,« Farbroder nikkede skødesløst, »spiller han salig Gustaf IV Adolf, agerer han »Åbenbaringen«s »Trofast och sannfärdig.» mod Zegoels »Widunder«, lad da, som Napoleon knuste Gustaf Adolf, Zegoel og hans Folk pulverisere Böös! Priset være Gerningen!« »Og hvad så?« spurgte Fader og så hen for sig, som i bange Undren. Men Farbroder hørte ikke, han sad alt ved Klaveret og stemmede op med den nyeste Uppsala-Vise:
»Minns du, hur ödet oss förde tillhopa
ådertonhundra och trettiosju?«
»Hr. Patron Choräus, en Fantast er De,« begyndte Böös, »Hjærtet er godt, jeg véd det. Men De lytter til Sireners
