123
Sang og sanser ikke, hvorhen de synger Dem — før det er for silde. For silde — det frygtelige Ord, der en Gang, inden føje, som Domsbasunen skal tordne i denne Tids Øren! Se Dem om, se alle Vegne: Frafald, Oprør, Selvklogskabs onde Ånd — Nydannelser i den af Gud lovbundne Natur! fra Hr. v. Schéeles Hestebaner til vor Velsignelse med en halvgal Englænders Påfund: Lancaster-Skolen, »den gensidige Undervisning« .. Jo, jo, jeg skal love! Den Blinde skal lede den Blinde! hver Svend spille Mester! Puh, ad Helvede til bærer det med Eder!« Snustobaks-Lommetørklædet smeldede Steffan om Ørene. »Dér under Gråd og Tænders Gnidsel skulde I en Gang, som Hr. Assessor Barchäus lovede, angre, hvad I gjorde af det Land og den Tro os anbetroedes af gudslydige Fædre! Så Baner og så Skoler — og I skal høste Falitter og Revolter! Og hvorfor — du min Gud, hvorfor? Er ikke vort Land skønt og velbehageligt, som det er?«
»Hr. Böös,« Faders Stemme smilte, »bør det sig en Kandidat i Theologien at minde en Kontraktsprovst om vor Primas', Olavus Petri's Ord: »Vi skola se till, vad rätt är, icke vadd vant är«?«
»Ret, Ret!« knurrede Böös, »ét og evigt er det Rette!«
»Og dog — nylig angreb Hr. Provsten vor Lancasterskole med Jesu Ord: »Skal en Blind lede en Blind?« og i »Bondestanden« forsvarede Hans Jansson samme Skole mod den af Præsterne priste Forældreundervisning, med Luthers: »Om man väntar, att den ena tocken skall undervisa den andra, vad blir det då utav?« Det Rette — ak, det synes mig så mangfoldigt som Menneskenes Sind og Tidernes Gang!«
»Hr. Choräus! Ve den, fra hvem Forargelsen kommer! De kunde dog i det mindste,« Böös'es Knæ stødte Steffan i Nakken, »skåne den kommende Tid for dennes Besmittelse — og yderste Fortvivlelse!«
»Fortvivlelse — ja,« Faders Stemme talte atter som med sig selv, som undertiden i hans Studerekammers Ensomhed, når Steffan bange lyttede ved Døren, «lad mig citere Kirkens tredje Mand, min egen Morbroder og Deres Foresatte
