125
nets? At han lever ud over Døden? For dér at fortsætte Jærnets Gerninger, som han helligede her!
Igennem Snegranerne foran flimrede en Lysdråbe frem, spejlet, afgrundsdybt, i en Rude tilvenstre — Byens første Lygte, dens Stolthed, den nye, »arganderske Lampe«.
»Hurrr!« snurrede Böös, »Kvietisme! der cherubinische Wandersmann! Nej, miles dei, min Herre, ecclesia militans, med Lovens Panser, med Dommens Sværd! se dér: David mod Goliat!«
»Gammel er Goliat — så gammel, at man får tro, at også han er en af Guds Soldater. Eller mødes først nu han og David?«
Fader pegede på en Skygge, der gled frem på den nu fuldt belyste Væg af Byens første, lave Hus — en Skikkelse med trekantet Hat, med struttende Pisk, med fodlang Chenille og mandshøj Stav, der gigtsvagt, møjsommeligt haltede frem under Tagskæggets blinkende Istapper — Olofs Fader, gamle Kirurg Nicetas Mychowitz …
»Ptøj!« Böös spyttede, »sig: gammel er Satans Drabant!«
Fader nikkede. »I 1760'erne sang den første Dampmaskine sin Sang, men i 1770'erne døde han, som varslede dens Melodi: Franzois Marie de Voltaire.«
Var det Spillet fra Bores Klokker eller Mesterens Navn, nævnt i dette dunkle Smøge? Mychowitz løftede Ansigtet, et lille, ældegult Dødningeåsyn med et Par uslukkelige Øjne, med en bitterligt lukket Mund.
Böös drejede Hovedet, med en Ed. Fader hilste smilende, med Pisken til Huen, og Mychowitz nikkede, umærkeligt, med stive, sorte Øjne og rynket Mund.
»Tidens Medusa«, kaldte Farbroder en Gang Mychowitz' Ansigt, »det så vort Århundredes Europa.«
Steffan vendte Hovedet tilbage mod det, som det humpede frem dér gennem Lys- og Skyggestriberne fra »Ulveøjnene«s Kæder, med Ildskæret fra Savolaxhyttan og Thorshyttan luende over de lave Snetage.
Og han hørte Farbroders Ord den Aften, da Selskabet hos Kronelensmand Crälius lo ad denne Betegnelse af den
