127
Efter Cæsarens Fald tilbage over Rhinen, over Köln, over Minden; Mødet med Davouts kapitulerende Tropper, deres ugelange Defilering, deres hvide Kokarde, som uigenkaldeligt forkyndte, at nu var Revolutionens som Napoleons røde Drøm omme, nu vågnede Europas gamle, grå Dag. Over Elben og Boitzenburg, hvor Mødre bar Soldaterne Børn i Møde, der avledes på Toget ud; over de gamle Valpladser til Rostock og om Bord på »Gustaf den Store« over Havet, som han første Gang så, forbi de danske Bøgeskove, gennem Kattegattets Dødsstorme, til den bohuslänske Skærgård.
I Strömstad Drønet fra Frederikshalds Kanoner. Mellem Tistedalens Klipper og Glommens Fyrreskove Regnskyllene, Rekognosceringerne og Jagten på de Staffeldtske Jægere.
Og så Konventionen i Moss og den store Verdensfred derude i Wien …
Og siden, mine Damer og Herrer, mer end fyrretyve År Stadskirurg her i vor By, ensom som selve Napoleon på den øde Ø, mens nye Slægter og Slag væltede over de gamles Spor. Og I, I Hjemmefødinge, peger ad ham: »En Mand uden Tro og Nation!« — han, der som Barn så sit Fædreland forsvinde i Malstrømmen; som gråhåret dets forgæves Kamp for at vinde Livet igen; som så Revoloutionens Frihedsdrøm, Napoleons Kosmopolitisme, den hellige Alliances kirkelige og kejserlige Tro vexle og svinde — og begynde påny! så Udsæd af Blod og Høst af Aske og ny Sæd igen —: at alt er ens og alt forgæves!«
Steffan nikkede, med lukkede Øjne. Ja, trods Tilhørernes Råb og Protester den Aften: Verden under Jærnets Tegn!
Og hans eget Ansigt en Gang — hans egen Tids Medusa?
Olof Boris Mychowitz, Kirurgens Søn, hans Alderdoms Barn med en lille Tjenestepige fra Persberg .. Olof, der legede med dem i Zacharias Piras Lancasterskole, læste med dem på Idet, hos Farbroder Anselm, færdedes med dem i Skovene, ved Ovnene og på Brugene og skulde følge med dem næste År til Karlstad Gymnasium; som var en af
