128
deres — og som de ikke kendte .. Der gik iblandt dem, stor og sund og smuk som Brynte selv, men med sin Faders Øjne og Mund, ligegyldig og udelagtig i Steffans Had og Frygt som i Susans og Bryntes Tillid og Tro .. Olof, mod hvem Steffan følte sig uvis og forknyt som et Barn. Olof, som Damerne i Filipstad hadede — for hans uægte Byrd eller .. for hans nedarvede Ansigt?
Å, bedre at tage sit Ansigt i Arv end erhverve det gennem Håb og Erfaring og Håb påny! Og dog ..
Han havde set Olof stirre på Susan som Brynte, som han selv — men i næste Øjeblik vende sig og smile. Det Smil — vilde Steffan det? Nej aldrig! .. endnu ikke .. Græde over Susan kunde han, smile ikke! Og — kom det en Gang .. Nej da før dø! Eller — da var han død: Susan besejret! til at smile ad …
»Spotter! Fornægter!« Böös spyttede.
»Miles dei, også han!« lød Faders sørgmodige Stemme.
Nej, nej! Steffan løftede Hånden til Forsvar — så før tro blindt, som Susanna, som Brynte, på sig selv, på Blodet, på dets Ret til Evigheden! Om han triumferede, Medusaen, tilsidst — hvad gjorde det? Nuet havde været vort! smil så kun, da er vi døde!
»Nu er De hjemme, Deres Velærværdighed!«
Bore styrede mellem de trange Husvægge ud på det snedækte Torv.
Og dér, i Skæret af den gamle Lygte midt i Snedriven, rejste sig Böös'es Præstegård, toétages, med Rudernes lange, blinde Række. Kun yderst i Hjørnet mod Kungsgatan et øde Lys; hele nederste Stokværk ét Mørke.
Hvad var det, Fader fortalte en Aften hos Gudmoder Hulda på Djursäter, da han forsvarede Provsten mod Farbroders kåde Angreb?
Derinde sov, Stue ved Stue, Böös'es Hjem: Lysekroner og Himmelsenge, Spinetter og Konsoller, Ibenholt og Sandel, Kniplinger og Sølv, gentaget, Rum for Rum, af de blundende Spejle. Kun én Gang om Ugen fangede deres matte Øjne en Skikkelse — Böös, der hver Søndag, før
