130
lyseblå Øjne, med Bryn som hvide Fjer og Mund som en Blomme.
Tidens Medusa —: derinde tågede dens Ansigt til Støv — Minutternes korte, ligegyldige Støv, som Svea Fröjd, en Gang Marie Adèles Kammerjomfru, nu Böös'es Husholderske, hver Måned sankede i sin Silkeklud.
Det Øjeblik, der dvæler, det frelste Øjeblik — stivnet som Luften derinde, som Istappen dér under Taget ..
Susannas Puls under hans Hånd, dens Banken — et gloende Stik …
Hvad valgte han — før Skuddet faldt?
Hine Bruderums tredive År .. Ingen Børn legede foran deres Ruder, deres Somres Lagner, deres Vintres Is. Som et Ligrum, ej som et Mausolæum, stod det her midt i Byen, åndende Kulde i Dagligstuer, Værksteder og Barnekamre … Men en Gang, om føje, ramte Skuddet — da brast de blinde Ruder, og en ny Dag henvejrede Marie Adèles Støv …
Steffan fornam et Sug, fra Hjærte til Hæl, som foran Hyttebålets Træk .. Den lille, gyldne Kløft i Susans Bryst over Spenceret ..
Brænde op dér, i ét Sekund? Eller tredive Ars Frost — og så dampe bort i det Tomme for en ny Slægts Sol?
Jo, efter denne Dag forstod han Susan og Brynte — hendes Skrig der ude på Mosesbacken, da han greb hende, af Fryd, af Angst. Ti han selv — hver Dråbe af hans Blod skreg mod hende, i den Fryd, i den Angst!
Han hørte Faders og Böös'es Stemmer tage Afsked, ceremonielt, høfligt — mærkede Slædens lydløse Gliden, Kungsgatans oplyste Ruder .. dér Susannas, Borgmestergården — den sorte, luftige Tomhed over Stortorget — den tørre Tranghed mellem Vikgatans ovnhedede Trævægge — det kolde Pust over Daglösen …
Men han smilte i sit Eje: det korte Nu, uden Frygt, som uden Håb, vis på sit, som på det, der fulgte. Susanna — lad Brynte eje hende det søvnige Liv igennem, ét Øjeblik er mig nok — og Døden er overvundet!
Han vågnede i et Ryk. Slæden holdt.
