132
Steffan selv fra den hvide Pyramide, fra dens tredje Beboer, hans Tvillingbroder. Og som Steffan nu sov, mættet ved hvad han fik og gav, uforpligtiget af alt og alle, uafhængig af Susanna og ej behøvende hende, og dog uden Olofs spotske Smil, i nøjsom Taknemlighed, svarede han:
Mikael, se jeg er kommet til dig med min Andel af Livet — vrag den ikke! mer kan ikke bringes! Du gav mig det Hele, dit Krav som mit — så del nu Høsten med mig!
Men Steffan fornam en Bevægelse, vagt, som i hin anden tidlige Søvn, hint andet Fællesskab med Broderen — af Moders Fjed, der bar dem mod deres Skæbne? Nej, nu bar han den i sig selv! Men Mikael, rørte han sig? sled han sig løs af deres Fællesskab, nu som da? frasagde han sig Steffan som Tvilling?
»Steffan! Steffan!«
Ja, ja — han skubbede sig — gå da! jeg vidste det, altid, i Nætterne på Morgongåfva, over for Susans Smil og Bryntes vagtsomme Pande: jeg røgtede ikke din Del, Mikael, kun min egen! Nuet, Rusen, der bedøver og befrier, du vilde den ikke — Døgnet vilde du, Arbejdet, der binder, det tro Fællesskab, den delte Lykke — Slægtens, Århundredets, det uselviske, lange Liv …
Misbrugte jeg det betroede? Kender du mig da, Mikael, du som så tidligt forlod mig, tidligt sagde dig fri for vort fælles Jeg? — og tog mit halve med dig, min halve Kraft, mit halve Mod og gav det hen i Jorden … Eller — tog du det hele for dig? lod du mig ene beholde Naget og Tvivlen, det hvide Blod? Bød du mig, énarmet og halt, med overrevne Muskler og Sener at løfte Jærnets Tegn?
Men du i din evige Drøm, i Moders, i Jordens Skød, kender du Tegnet? så du det over Blinde-Olles Fattigtag, over Mychowitz' Valpladser? over Barchäus' Flugt fra Hjemmet? Tog du min Part af Muskler og Nerver, og gav du mig din af Øjne og Hjærte?
Susanna, var hun os bestemt, os »Bjærget«s Herrer, dets og vor Slægts Evighed? Og lader jeg Brynte, den Fremmede, Trællen, rane den gennem hende?
