135
»Ja, Fa'r, ja!«
Lysvågen, blodhed sad han dér, ret op ved Faders Side. Jeg var ved at fryse ihjel, så længe holdt du her foran Farfaders Grav! Men du vækkede mig, og Ulvene ..
»Se, Fa'r, Bore mærker dem, han er angst, og han har dog så tit kæmpet med dem.«
»Måske netop derfor, min Dreng! Godt jeg fik dig vækket, ellers måtte de gærne være kommet! Min Gud, den forbandede Letargi! Jeg skal aldrig mere ..«
Han stod op i Slæden med Tøjlerne ordnede i Hånden, samlende det skælvende Dyr, dets fnysende Mule, dets fejende Hale, dets klaprende Hove. Et Skrig — og han slap den stønnende Bore løs, mod Natten, mod Ulveglammet, styrende med udstrakte Hænder, med løftet Pande.
Steffan så strålende op mod ham. Tak! Altid var han ene på Morgongåfva, uænset — og dog Barnet, det eneste, som deres Tanker og Samtaler, Musik og Sang drejede sig om: Fremtiden, den nye Alder, som de troede på, deres egen håbede Evighed ..
Og med Fingrene klamrede i Huen, med Ansigtet sønderpisket af Luften og Fyrrene, med Hjærtet stormende det ebbede Blods Krigsskrig og Jubelråb gennem Årerne, dets Forvisning om sit Kald, dets Fare og Triumf, flåedes Steffan frem gennem Vejdybets Spalte.
»Sikken en Dreng!« havde Böös pustet, da Fader svøbte Steffan ned i Fodposen, »Drenge står dér!« og Præsten pegede på »Hundefoden«, Medebrættet, bag ved sig, harm over at føle sine tykke Ben klemte. v. Schèeles sky Blik til ham, hans hvide Ansigt, hans Pukkel, det ukendte, uhyggelige …
Og Drengene i Zacharias Piras Skole, Brynte, Susan — o ho, ho I Stærke, se os nu: jeres Fjender, og frygt os! se os i Kampen og kend vort Mål! »Høg over Høg!« skreg Barchäus —: Finnens Våben, »Ordet«, den almægtige Rune!
Se Fader dér, »Bogormen«, som Fruerne i Filipstad, »Cunctator«, som Farbroder skæmtende kaldte ham — hans Nakke, hans Skuldre, hans Blik, Spændt som en Bue!
Bores Hals og Ryg én Streg, Svøben en flyvende Slange,
