Side:Jærnet.djvu/142

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

136

Stidybets strømmende Hvidt — Flaxen af fortumlede Vinger, Fugles Skrig — —

Og under Fyrrenes Snehæng Dampen af hede Svælg, Skæret af gule Øjne, — de forfølgende Skygger — Ulve! Ulve! — Tvivl og Angst, Had og Vold, Misundelse og Ulykke ..!

O, {{sp|hvad} var Døden mod dette Nu! Susan, fyldende hans Favn, Håret om hans Kind, Brystet og Munden mod hans, den fulde Tyngde, den ganske Klode — hans blev den!

»Bore, Bore, Bore! mere! endnu et Spring, og vi er hjemme! Bore, Bore!«

Ja Bore, Nordenvind, et Spring, et jublende, fri af Frosten, fri af Natten, ind i Sejren, ind i Gud, i Hjemmet!

Ud i Måneskinnet en dansende Bug, et glafsende Svælg, gramsende Kløer, funklende Øjne — Bores flagrende Manke, dens skummende Lænd, styrtet mod de hylende Ulve — En Malstrøm af Sne og Fråde og Svanse, en Hvirvel af Stank og Blod — Faders susende Arm, Svøbens pibende Blyklump — —

Et Glimt — en sviende Hede forbi Steffans Kind — et Skud, mange, Knald i Knald — Hundeglam, Krudtrøg, Fakler — —

Slægtstræet flyvende mod dem med udbredt Favn — et Væld af Ild, fra Porte, fra Døre, fra Vinduer —

Moder dér på Trappen i sin flagrende, sorte Dragt, klamret til Märta Moll, Moder, som ellers knap rørte en Hånd til Goddag …

Og på Trinnet Farbroder Anselm, uden Hat, med det lange Hår bølgende, med en rygende Pistol i hver Hånd, med Ansigtet strålende af Sejr som en Sol …

Gamle Cornelius, Ung-Pelle, Kalle Klang, Erker, Joel — Ansigt ved Ansigt i Stimlen i Gården, i Folkestuens Døre…

»Å Gud, å Gud — I blev frelst, Eric Herman, I blev frelst! Gud, hvilken Lykke!«

Ja frelst — for at frelse Lykken! Susanna — ét Øjeblik i din Favn, og Sejren er min! Jærnet besejret: Guden født! »Ordet« fundet!

Dér over Skoven drev Månen bort, tung og glip af sit