144
Steffan løftede Brynene. Den ene Gang om Ugen dansede de med Susanna — og så talte han om Tømmerkørerne …
Men Susan hverken hørte eller så. Hun svingede bestandigt rundt med lukkede Øjne og smilende Mund, svøbende sig dybere og dybere ind i Solen.
Kontradansens glisséer, chasséer, entrechats, battements, hun dansede dem alle, ene med sig selv, glidende fra den ene i den anden, som gennem Bølger.
»Så smärt som stjälken af en lilja —« hviskede Fru Lensmand Crälius' spydske Stemme på Juleballet på Djursäter i Fjor, da han og Susan valsede forbi. Susan havde smilt, med røde Læber, ynksomt, og han havde smilt igen, for — hvor svang ikke hendes Midje ham rundt den Aften, og hvor bølgede ikke Skærfet dér i Solen mygt og fulgte hendes svulmende Hofter. Brystet åndede, så det gyldnede i dets Kløft, og i de fløjlshvide Arme blånede Årerne dunkelt af Vallonernes Blod …
»Satans også!« Brynte dunkede Knoerne mod den dobbelte Rude, så den lille Skov derinde af Rensdyrmos smuldrede, »jeg er vis på, at Lindblad glemmer det Grus. Han er også for ung til at sætte til den Slags!«
Steffan smilte. Lindblad var atten År, og Brynte sexten. Men pas du dine Tømmerkørere —! Og Olof?
Midt på Gulvet stod han og stirrede under Varulvebrynene på Susan. Hans Ansigt med de brede Kæber og den krogede Næse skød den mørke Underlæbe frem endnu mer end ellers. Men Hjørnetænderne sugede i de nedtrukne Mundvige under Skægskyggen.
Ja, sug du dit eget Blod — du mistror Susannas med Rette! kan hænde du kvaltes i det, Medusa!
Susan, jeg ene danser med dig — skønt jeg ikke rører mig fra Gulvet, alt i mig danser, alt hvad jeg vil, og alt hvad jeg véd! Susan, du store, stærke, blonde, jeg danser med dig, stor og stærk og blond, ind i Solen, inderst ind!
Susanna tog langt ud i Kjolen og nejede dybt og smilende for sin Meddanser, Solen.
Men Steffan gik frem. Nej, Susan, her er din Moitié! den Meddanser, du savner: din Hersker!
