Side:Jærnet.djvu/153

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Mer Sang og Musik —

Steffan løftede Hovedet — Køkkenets Lys stod i tre bævende Broer fra Kældergluggerne ud over Gårdens Snedriver. I den midterste svømmede Skytstræets knudrede Rod, i de andre krøb Bodernes Stolpeben, og skyggede Bryggersets og Bagehusets Gavle. Derinde var ganske mørkt.

Juleøllet gærede ensomt i Fadene og Dejgen i Formerne, Thomedagen, den yderste Frist, var endnu ikke inde — og Morgongåfva var ikke Jærnbrug, Folkene få og Herskabet ikke hjemme Juleaften …

Men — i Forfjor, da Faders Hjærte var for sygt, og de ikke kunde drage til Djursäter, strålede da Bryggers og Bagers og Madboder, som nu i Aften alle andre Gårdes? Eller piplede Lyset kun blegt bag stængte Luger? Tog da Husherrens Sygdom, som ellers hans Fravær, Festen fra Gården — Värmernes fælles Fest?

Steffan blev siddende i Fodposen, skønt Kalle Klang drejede Hovedet i Ulveskindskraven efter ham.

Sortnede endnu Fyrreskovenes Nat omkring ham? Han så op ad Hovedhusets to mørke Stokværk over Kælderens Lyssyld. Fader og Moder var hos Grandonkel Biskop i Karlstad …

Hin stille Jul med nedskruede Lamper, med listende Trin, med Farbroders dæmpede Violin foran Faders Sovekammerdør, hvor Moder og Steffan sad inde ved Sengen, hver med sin af Faders hede Hænder:

»Världens Frälsare kom här,
rena jungfrun moder är,
ty en börd så underlig,
Herre Jesu, höfdes dig!«