148
Blev han hellere hjemme i de tavse Stuer end trængtes i Julegæsternes Stimmel på Djursäter, i Gildesbuldret og Festskuddene?
Hans Hage sank — Farbroders Violin gennem Skumring og Stilhed …
Han foer sammen. Susan, han skulde møde hende i »Børnenes Gæstehus« fra Lusse til Annandag, fjorten Dage i Rad, Jul til Sankt Knut!
»Rocken snurrar, lampan brinner,
vinterkvällen år så lång —«
tonede Pigernes Stemmer og Hjulenes Surren bag Kældergluggernes Lys.
Steffan hev Pelsen og Tæpperne fra sig, som selve Vinteraftnens mørke Skovmil fra Susans og Bryntes Dans til Dansen derinde — Dommaredansen, en Fløjtes Trille …
Han satte i Spring over Snedriverne mod den dybe Køkkendør, mod Dansen i Värmeskogen. Hör:
»En dommeredans, den ville vi gå,
men dommaren är inte hemma —«
Han standsede på Tærsklen.
Det vældige Rum flimrede som en Hule under de røgsværtede Bjælker, med Ovnstedernes hvide Kalkhætter, de jordfaste Egeborde og -bænke, de utallige Lysflammer fra Træstagernes Spiddelys og Kaminernes Enebærknuder.
Midt på Gulvet bevægede sig en Krans af Skygger, grelt belyst på Skjorter og Brystduge, på brogede Tørklæder og Søljer, af det trearmede Lys, som Ung-Pelle, spænstig, i Skjorteærmer, svang over sit krøllede Hoved. Sangen drønede under Bjælkerne til Fløjten fra Midterbordet, hvor Spillemanden, Rå-Nils, krøb sammen, duknakket med det hvide Ansigt i det pjuskede, sorte Hår og de alenlange Ben krysset under sig:
»En dommaredans, den ville vi gi,
men dommaren är inte hemma!
Och alla som uti dommedansen gi,
deras hjertan månde ju brinna.
