Side:Jærnet.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

149

Alla så ropa de: Hå-hå-hå!
Alla så säga de: Så-så-så!
Hafver du druckit båd' möder och vin,
hafver du sofvit när kärestan din,
så visserligen månde du le-le-le!«

Et Skred af Latter, en Torden af Fodstamp, af Håndklap, en Hvirvel — og de kørte rundt på Gulvet, slyngede Par i Par, om Bordene og Stabbestolene, Ildbukkene og Vedkurvene, med susende Skørter og Fletninger, med daskende Foldeknive og Duskehuer.

Rå-Nils hældede sit lange, sorte Hoved til Siden, hans Fløjte jamrede og peb, hans Skelethænder med de svulne Årer fløj fra Klap til Klap.

Steffan krøb op på Bordet i Dørkrogen, under den forreste Glug, mellem de tvende bugede Kobberkedler med Tyndtøl og Dalarbrødets Stabler, »Tiggertaflet« der her som i alle Køkkener stod dækket til de vandrende Stoddere. Han blinkede igennem Rummets Lysdis.

Der ovre ved den vestre Ovn sad gamle Cilluf og spandt uforstyrret sin Tråd af det surrende Hjul, De andre Rokke stod om hende i Mørket som tause, grå Ringe, i Venten på at Pigernes Hænder skulde slippe Karlenes og atter sno deres Spind.

Og dér, på Langbænken bag hende, sad alle de Gamle, de sidste fra Adamshyttan: Kaleb Hammersmed, Ingel Sømsmed, Dyrik Pramkarl, og midterst, hvid og høj som et Spøgelse, med Hænderne krysset på Krykken og de blinde Øjne vendte mod det lave Loft, den hundredårige Gideon, Masmestren fra Farfaders Ovn, og ved hans Side, dukket og puklet, Bælgkvinden Manja. Uden at røre sig sad de dér på Rad, på Aftægt, Jærnets Frigivne. Og inderst i Krogen Jan-Petter, den lille Bonde fra Kytthytta-Skoven.

Gideons tomme Øjenhuler — det hviskedes mellem Folkene, at Farfader havde brændt ham blind med et gloende Spid, en Dag da »skullning« standsede Ovnens Gang …

Steffan følte det, som skred det stolpefaste Bord under ham, den fædrene Jord, hans Arv og Eje, og sank han ned i »Bjærget«s Inderste … Men han greb hårdt om »Tigger-