Side:Jærnet.djvu/156

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

150

taflet« — dèr sad de jo nu i den Fred, som Farmoder, med Tabet af sit eget Liv, havde givet dem. Og Smedjerne, Bok-, Søm- og Bælghusene, de gamle Pinselssteder, var ved Fader forvandlede til små, milde Rum, hvor Stole af Halm og Sengelejer af Kalveskind bød den første og sidste Hvile … Og Jan-Petter — den Dag Steffan kom hjem og fortalte Fader om ham på Janne Piscators Kontor, hentedes han fra sin Rønne ved de for længst muldfaldne Rester af Kytthyttan og fik sin Stue i »Ambetsmännenes« Gavl.

Og derfor, dans I Unge, dans, så de Gamle, der som Børn blev hundredårige i Ægyptens Ovne, kan høre, at Morgongåfva er udfriet af Babylon, og det forjættede Land er vundet, her på »Bjærget«, ved vor Slægt!

Midt på Gulvet stod nu en ung Bonde i Jössehärringernes korte jakke med de blå og grønne Ryglister og den udsyede Skjorte.

Han holdt mellem de brune Hænder et sammenrullet Birkebarks-Stykke og jodlede og fløjtede derigennem. Det var »Fägl'n«, unge Pär Hackran fra Kymmen Sø, elsket fra Karlstads Landshøvdinge-Residens til Hiifolkenes Rishytter, for sin underfulde Strube, for hele Värmeskogens Fuglekor.

Spinkel og smidig som Jössen, den fødte Danser og Sanger, prøvede han dér sit eneste Instrument, Birkebarksbladet, der havde vundet ham Kong Oscars og Norges Statholder, Løwenskjolds Yndest, og Tilbud fra den musikelskende Prins Gustaf om Optagelse ved Musikaliska akademin — Gunst og Gave, som Pär Hackran smilende havde byttet mod Värmlands Skove.

Hans skære, blå Øjne, hans hvælvede Hoved og langstrakte Hals vidnede om hans karélske Byrd, hans Tunge var Wäinemöinens, men hans Moder var svensk, og hans Røst Värmeskogens egen.

Ingen rørte sig på Bænkene; tause, med spændte Blikke ventede de. Selv gamle Cilluf bandt sit Rokkehjul med Hånden.

Hør nu — Steffan lukkede Øjnene — Vårens første Tone, Opstandelsens Klokkeklang: Januars Lærke over Rydningerne om Daglösen Sø … Arets første Lærke skulde bringes til