Side:Jærnet.djvu/157

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

151

Stockholms Slot, og Budbringeren erholde en Dukat. Vinterlandets Konge skulde kysse det Vingepar, som har Sol over hans Rige …

Men den, der i Sneskovenes Skjul fornam det Budskab, som Lærken, overfyldt, knap kunde bringe: — Sommeren og alle dens Fugle i én Strube! skjalv, som det snebøjede Tree over hans Hoved, til Hjærtets inderste Rod. —

Marts og Påske! Solkuglen over blåsorte Skove, over isfyldte Træer — hør Hvirvlen af Trommer dybt i den snetunge Stilhed, en sejrende Hær: »Ka-ka-ka! hac! kla-kla-kla, klonck! dom-dom!« En Brusen af løftede Faner, en Kæmpefavn af Fjer, rejst mod Solen!

I Purpurglød og Is, med gabende Næb og igenklemte Øjne ofrer Tjuren sig, blind af Dans og Sang. Marven røres under Barken, Dråberne springer i Jorden. »Kia-kla-klack! sisa-sisi-sisi-si!

Halens Hjul surrer, Fyrren ryster under Kloen, Snedriverne flyder. »Sisi-sisa-si-si-si! Sol, jeg vil favne dig! Jord, jeg vil befrugte dig! Sisi, si, si, si! Kloden er mit Æg!« —

O lyt — inde er nu ude! »Georgius lockar barnen utom vägg«! Alle Døre er åbne, Børn og Dyr strømmer mod det Grønne! Men — ak, hvor gjorde Vintren os gustne og grå! Hør Droslen, den evige Sommers Barn, håner mig arme Plovbonde, med mit stråfodrede, hornede Spand:

»Si bon', den token!
si bon', den token!
sålde bort hästen och kör med stuten!
Si hur han stretar!
si hur han stretar!
Topo-po-po! prope-to-po!
Ha, ha, ha! ha, ha, ha!«

Og Kvinderne, i de soltindrende Fiskevige, ved Vaskebænkene — hør, hvor de hidses, drilsk:

»Brita! Brita!
gädda går i vika, i vika!
Krok hit a! Krok hit a!
topo-prope-tpo!«