152
Nattvakan synger! Alle Vinduer står åbne, og den synger derude, i de blundende Skove, under den vågende Himmel: Menneskebarn, se Nat er nu Dag og Døgnet dit! Og du — du sover! Se, jeg er ene i Skovene, ingen levende Lyd uden min! Vågn af din glemsomme Søvn ved min Røst, Sangen fra Eden! O Menneskebarn, har du glemt: én kun er din Sommer — og evig din Vinter? O, Vågn dog, Vågn!
Farbroder, dunkel som en Skygge, forsøger ved Ruden forgæves at fange Sangen derude, at frelse dens Nu på sin Violins Streng:
»Hör, Vakan sjunger genom lunden!
den sången är från Valhalls strand!«
Inde i Stuens Dyb bøjer Fader sit Hoved mod Moders hvide Ansigt og hvisker: »Nattergalene, husker du dem om Lyngby Sø?«
Under Træerne lister Ungmø og Ungersvend at stjæle Nattvakans Æg, mens den synger, at stjæle dens Røst af Evighed ved at fortære Ægget, dens Frugt …
Nu er det Midsommer, i Skovens grønneste Dyb, dens dulgte Brønd! Duernes Kurren — å, så nær, at Hjærtet svulmer af altfor megen Sødme … og Gæmt, så det gyser i Ve, rørt af Mossets Gravkulde — — O Gøgene, hører I? å Gøge, i Vest og Øst, i Nord og Syd:
»Väster gök,
bäster gök!
öster gök,
tröster gök!
Norre gök,
sorre gök!
Söder gök,
döder gök!
Alle Gøge kukker i mit Hjærte!
Nej, ti, Menneske ti! Kuk ikke du! hører Gøgen sit eget Varsel, udsprudler den, forrådt, sit Hjærteblod over det grønne Løv — ser du ikke dets røde Blod af Høst?
Men kuk du, Gøg, kuk! Jeg favner Træet, hvor du sidder, favner trende Gange — som du løsner for den svangre Kvinde, så løs nu mig af Somrens altfor tunge Nød!
