155
»O Herre, slipper jag ej in?
O Fader, är jag icke din
bär jag ej bröllopskläder?«
Den Fortabtes Skrig mod Lysets Rige, mod Menneskenes Kår. kronet af den salige Glorie …
Med Ansigtet fortrukket af Pine, voldført, i Marers Krampegreb stønnede han frem de onde Ånder, som han husede — den arme, unge Hyrdedreng fra Hjärpeliden i Bograngen, der drev med sit Kvæg i Södra Finnskoga og af Huldren førtes ind i Bjærget til Bryllup og først trende Dage efter kom tilbage til sit Hjem, nøgen og besat.
Hør alle Värmeskogens onde Ånder, hadefulde mod Fuglekoret, mod Evighedens salige Sang på Pär Hackrans Tunge — nu fik de Luft, i Smædelser, i Trusler, i Afsindshyl!
Nu skingrer Råhandas og Tallemajas Latter i Timileskovene, Triumfskrigene over Jægeren, ledt vild i Mosedyndet, over Kulsvieren, sunken i sin egen Mile, over Skovhuggeren, ramt af sit eget Træ, over Bissekræmmeren, gået fast i sine egne Spors Ring!
Gasterne hvirvler fra Jordhulerne! hør deres Bræddevingers Klapren: de udøbte, dræbte Børn, på Jagt, på Jagt efter den flygtende Moder og Fader, som favnedes den Nat, da Skoven stod grøn.
Hør Tussens Kluk! med Struben gul af Edder svulner den i Elletruntens Rod. Skräa, Hærormen, og Wassvang, Vandrotten, lurer på din Skygge! stryger den deres Snuder, hugger de til, og dit Legeme fyldes af deres Æg: Ynglen væsker ud af dine Porer.
Spångumman, Flaggermusen, svirrer på sorte Vingesegl: den ejer kun tre Dråber Blod, men i dem Helsebod for al Jordens Sot. Fang den, om du kan! Og Pukharen hopper, uden Bagben, bag Fyrrestammen, nær dine græssende Køer, at malke dem golde.
Men nu — hurr, hurr, hurr! — en Torden fra Blåfjæld, Ränneberg i Östmark! Bjærghunden gøer, med Genlyd i alle Värmlands Fjælde! Bjærgfolket ler, den sidste Latter, Gravens: »Ho, ho, ho! Ha, ha, ha! en Gang var vi Herskere!
