156
I fordrev os ved Kirkeklokker og Stål, men vi kommer igen! Bi, bi! Ho, ho, ho! Ha, ha, ha!«
Se Rå-Nils, dryppende af Sved, blåbleg som et Lig — hans rykkende Arme og Hænder, hans hoppende Knæ og spjættende Fødder. Slynget hid og did af sin Dans, af Åndernes Ryk gynger han dér. De vil ud, de vil frem af det Skjul, hvori Menneskene drev dem ind, af hans Sideben, af hans Albuer, hans Knæ. De erobrede ham i de sorte Timer i Finnskovene, de genopstår i ham, og de vil herske påny, Vildskoven over Jorden!
Hør hans Angstskrig fra Hyrdeårene deroppe, under Skovenes Greb:
»Tu lull i logen! Tolf man i skogen!
Tolf min äro del tolf svärd bära de!
Bjellkoa binde de! fahund hängde de!
mig vill de med sig ta
långt bort i nol
under Dovre fjäll!
dér vexer ingen lök,
dér galer ingen gök,
dér skiner ingen sol,
dér squittrer ingen svala!
dér ä ondt te bo och vara!
Och kom nu till hjelp en stor skara!«
Gamle Cilluf rejste sig, bøjet og hvid, fra sin Rok, med den runkne Hånd manende mod Rå-Nils, og kaldte: »Nils Nils, Nils! I Gud Faders, Søns og Hellig Ånds Navn, hør:
»Tolf Guds änglar:
två till hand och två till fot,
två till hvart ditt ledamot,
två dig söfva, två dig väcka
två dina synder och sorger utsläcka,
två dig följa till paradis!«
Amen! Nils, Nils, Nils!«
Fløjten faldt fra Rå-Nils' Hænder, han vaklede bagover, hans alenlange Arme bredte sig, hans Øjenlåg kæmpede op og i, hans Mund pustede hede Skyer.
Så vågnede han, svedbadet, blybleg, stirrende om sig,
