157
skræmt, på Pigernes hvide Ansigter, Karlenes forbitrede, truende Øjne — —
Han kendte jo sin Lod: Ingen Torsdag Nat finder han Husly i Värmland, Hedningenatten, da Ånderne hersker påny, som i Nætterne før Påske, da Portene er korskridtede, da Ilden er slukket på Ovnen, da Altret er svøbt i sort og Kirkeklokkens Knebel i Halm.
Han er jo Skriget fra det Gemte, det aldrig Forgættede, Rædslen fra Vuggen, fra Fyrregrenen, der stødte mod Ruden. Hans Lod er alles, før eller senere: Vildfarelsen, Lysets Forsvinden i Skoven, i Døden …
Han er Ekkoet fra Ålleberg, dybest i Gustaf Adolfs Sogn, hvor de tre Bjærgdusar sover, Jætteslægtens sidste — og Jordens første Børn, rundt Stenbordet, bundet i Skæggets stivnede Søjler.
På sin Flakken i Värmeskogen stod han en Dag foran Døren til det Fængsel, hvori den opstandne Krist lænkede dem, sine sidste Fjender, foran Døren af Jærn, overgroet af Egerødder. Og i det samme talte deres Søster, et Bjærg, fra Skoven og bød ham gribe en Klippeblok og med den hamre tre vældige Slag på Døren: da vilde hendes Brødre vågne, og den menneskeskabte Jord tumle igennem Arhundreder tilbage i Ginungagap. Men Rå-Nils kendte Bjærgets Indre, råbte sit Fadervor og flyede.
Og dog — hvad havde han nu gjort? Sprængt Jærndøren, kaldt Dusarne frem, her ind i den lyse Legestue, i den ensomme Gård, rejst deres Kæmpeskikkelser her under Loftet, Jordens tidligste og seneste Herrer, Jorden selv, Altæderen!
Han véd, at hid til Morgongåfva, hvor Folkeholdet er lille og Munterheden spag, hvor Vejen ender og ikke fries ud til nye Horizonter, kommer sjældent de rigtige Spillemænd, endsige Mesterviolinerne, Metbäcken og Lom-Jans-Gutten. Her hilses hans rustne Fløjte glad til Dans. Men nu — og det er Torsdag Nat!
Angst snapper han sin Fløjte, dødbleg blæser han, i snublende Hast, for at bringe sig i Glemsel, for at trygle sig en Væg mellem sig og Vildskoven, Laxarby-Valsen.
