Side:Jærnet.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

158

Og de Unge, som nys sad dér, som Rå-Nils selv, i »Bjærget«s sorte Rod — de vågner nu, som i Påskemorgens Sol, når Maren slipper, når Hexeridtet styrter i Mälarfjord, og man i Morgengryet plukker Guld og Sølv af Engen med bare Hænder. En Latter, et Råb — og de svinger sig i Ringdans, og i deres Midte hopper Ung-Pelle og Ingiäll, i Elskovs Smiger og Trods:

»Kanske du vill inte ha mej,
för jag är inte nätter?«
»Ser jag bara mig väl om,
får jag mig en bätter!«
»Kanske du vill inte ha mej,
för det har inga pengar?«
»För en half ör köper jag mig
femton sådana drängar!«

Selv de Gamle dér, de ler — de trommer Takten med Krykkekæppen og tripper med de lamme Ben. Laxarby-Valsen, den dansede selv de en Gang, før Jærnlænken knuste Anklen — Ungmøs og Ungersvends Kys og Kiv. Ingen gloende Ovn, ingen tordnende Hammer har gjort dem blinde, gjort dem døve for Laxarby-Valsen!

»Och all den kärlek, jag till dig bar,
den var ord utaf blanna:
den var gjord utaf söter mjölk
som bönderna ge sina kalfvar!«

»Och all den kärlek jag till dig bar,
den hänger högt i vår skorsten,
för hvar gäng jag på spjället drar
faller hon ner i askan!«

Ha, ha, ha — hør dér, hvor Ung-Pelle, knejsende og stampende giver Svar, tager Hævn! Men Ingiäll er ikke sen. Med Hænderne på Hofterne og Ansigtet frem af Hætten og Krøllerne og nejende dybt i de brusende Skørter melder hun:

»Adiö, farväll min hjerteliga kära,
dig vill jag gifva mina begge sko-hälar!«