Side:Jærnet.djvu/165

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

159

Ha, ha, ha — se, hvor hun, Herskabstærnen, viser ham de blanke Tysksko-Hæle fra Karlstad!

Selv de Fremmede derhenne — Dalkarlen, Bissekræmmeren Börs Frisk fra Malung, den hjemmevante Gæst, klapper i de vældige Hænder over den sorte Lædersæk med Selerne og Stålspænderne, og Smedden fra Eskilstuna blæser Marsj på sin Håndbælg og dunker de sømslåede Hæle i den lille Flytteambolt, så dens Tænger og Fyrtøj synger, mens den kleine Malersvend fra Jönköping hikster af Latter i sit Bukkeskæg.

Men Steffan bøjede sig frem over Tiggertaflet, mellem de tvende Kobberkedler med Tyndtøl og Fladbrødenes Tårn. Dér — mellem den raggede Ryg af en Tater, en Fante fra Vardal i Norge, og de blankslidte Skuldre af en Skærsliber fra Rusland — sovende dødt som de to: en tredje Skikkelse, hyllet i en fodsid Kappe, med Kravens Las over Ansigtet … en Hånd gleden ned fra Bænken, smal og med Signetring på Fingren …

Steffan skubbede sig fremad, døv for Laxarbyvalsen, hvor nu et nyt Par, Kalle Klang og Bolla, kivedes og bejledes i Kresen.

I Skyggen af Gluggens Karm, af »Tarrum«, Pigernes Sovesteder under Loftet, med dets stramme Lugt af Uld og Skind: en opstablet Hob af Birkebarksting: Sko og Kurve og Bægre, holdte sammen med Hårband, Skotvinder og Urkæder af Hestehår, og i Midten Halsen af en Dunk, en Brændevinsjomfru …

Nej, han tog ikke fejl! Men her — at han lå her! havde Mårta Moll da ikke set ham? om Fader fandt ham her på Betlerbænken, »Sangeren«, Præsten, Emanuel Branzell!

Og mens Legen gik, jublende, under Klappen og Spring:

»Räfven lankar gärda' ikring
och gåsa går på rågen,
Gossena vill så gärne gifte sej,
men tösene ha ingen hågen«

sænkede Steffan sig over Nakkens sorte, brusende Hår, stænket af Sne og Last og Alder, over Håndens slappe,