161
bundfrosne Moser. Og han så ham, »Sangeren« mellem Bjærge, Træer og Vande, mellem Vilddyr og Umælende, på Ski søge sin Menighed, sin Races urgamle Fjende: Finnen, i Gammer af Græstørv og Rafter, i Grotter af Tømmer og Muld, i Pörter, blinde af Røg — Væsner, som deres Bo, indfiltrede i Skovens Rødder, en Slægt af levende Jordfæstede, af Hedninger, der i Buske og Træer ofrede Får til Guderne, de eneste, der ej havde forladt dem: Ukko, Tordnen, Tapio, Ødet, og Tuoni, Døden … sin Menighed, af hvis Sprog han ej fattede ét Ord, sålidt som de af hans …
Smeddene på Letafors, en Mil borte, var hans nærmeste Naboer; Præsten i Dalby, nede i Klarelvsdalen, hans nærmeste Fælle, før hans Komme den eneste Gejstlige i et Pastorat stort som Visby Stift. En Gang om Året havde Dalby-Præsten dristet sig hid for at hente sin Tiende og døbe Børn, hvis Forældre han konfirmerede og viede med det samme, og begrave de døde, der biede fra sidste Høst …
Og Steffan så ham, Emanuel Branzell — som nu sov dér — fare vild i Sneen, der føg Skisporene til, slumre ind ved en Stokilds nødtørftige Blus, en Funke i Miles Kulde og Mulm, vågne op og lytte mod Natten …
Pär Hackrans Kor af Fugle — aldrig én Tunge havde rørt sig i disse Skove, kun Bjærgfinkens bange Klynk … og nu, milevidt borte, Hornuglens Hoste, Tomhedens Genlyd …
Og Steffan så Branzells Ansigt bag den sprukne Rude i »Præstegården«: Djäknelidens forladte Tolderhus, en Hule af Fugtighed og Mørke, mellem Skure fyldte af Lig, som biede på Vårens Tø — Lig, hvis Navne og Herkomst han ikke kendte og intet kunde erfare om: Gamle og Børn, fundne ihjelfrosne i Skovene eller ihjelhungrede i Hytter, forladte af de Voxne, der ej kunde bære dem med på Flugten fra Sult og Frost …
Han stirrer under Hårets sorte Krone mod den ufuldendte og tårnløse Kirke derovre mellem de uindviede Tuer. Stien derude, som fra Letafors søger ind mod Norge, groer igen i Natten. Hedemosen om det skredne Kampestensdige, hvori han har slidt Dagen igennem med Hakke og Skovl